Nyt Tendens: Risikerer højt elbilsalg at løbe ud i sandet?
Danmarks grønne omstilling har i stigende grad været drevet af brugtimporterede elbiler. Men når efterspørgslen efter elbiler vokser i resten af Europa, samtidig med at de danske afgiftsvilkår er til debat, kan tempoet i elektrificeringen komme under pres. Det viser den nye udgave af DI Bilbranchens brancheanalyse Tendens.
Efter flere år, hvor danske bilforhandlere har kunnet hente store mængder brugte elbiler hjem fra andre europæiske lande, er situationen ved at ændre sig. Salget af nye elbiler stiger nu markant på de største europæiske bilmarkeder, samtidig med at efterspørgslen efter brugte elbiler også vokser. Det betyder, at flere af de elbiler, som tidligere fandt vej til Danmark, i dag bliver på hjemmemarkederne.
Udviklingen kan allerede spores i brugtimporten. Hvor væksten i brugtimporten af personbiler var 71 pct. i første halvår 2024 og 46 pct. i første halvår 2025, lå væksten i første halvår 2026 på blot 4,7 pct. Samtidig udgør brugtimporterede elbiler en væsentlig del af den elektrificering, Danmark har oplevet de senere år. I 2025 kom næsten fire ud af ti af de elbiler, der blev tilført den danske bilbestand, fra brugtimport.
Tendens peger på, at den største udfordring kan opstå allerede fra 2027. Hvis den danske registreringsafgift på elbiler stiger samtidig med, at adgangen til brugte elbiler fra udlandet bliver mindre, kan det føre til både højere priser og et lavere udbud af elbiler på det danske marked.
Et stigende nybilsalg …
På nybilmarkedet fortsætter elbilerne samtidig med at tage markedsandele. I årets første seks måneder blev der nyregistreret omkring 101.000 personbiler, hvilket er knap 13 pct. flere end året før. Fire ud af fem nye personbiler var elbiler, og på privatmarkedet udgjorde elbilerne hele 96 pct. af salget.
Privatmarkedet var samtidig den vigtigste drivkraft bag væksten. Antallet af privatkøbte personbiler steg med knap 38 pct., mens privatleasing faldt. Tendens peger på, at usikkerhed om de fremtidige bilafgifter kan være en af de medvirkende forklaringer på udviklingen.
… og samtidig et faldende brugtbilsalg
Brugtbilmarkedet bevæger sig i den modsatte retning. Det samlede brugtbilsalg faldt med 6,5 pct. i første halvår, mens udbuddet af brugte elbiler på Bilbasen faldt med 34 pct. gennem årets første seks måneder. Udbudsindikatoren viser fortsat underudbud i markedet, og i maj steg priserne på handlede elbiler for første gang i den periode, som Bilbasen har observeret.
Samtidig fortsætter pluginhybridbilerne med at miste betydning på det danske marked. I første halvår udgjorde pluginhybrider fem pct. af brugtbilsalget mod seks pct. året før. Dermed adskiller Danmark sig i stigende grad fra det øvrige europæiske marked, hvor pluginhybrider fortsat vinder terræn.
Du kan læse meget mere om disse tendenser og prognoser i denne udgave af Tendens, DI Bilbranchens konjunktur- og brancheanalyse om den danske bilbranche.