Colourbox
14.11.19 Bilbranchen Nyhed

Virksomheder får bøder for at mangle oplysninger på varebiler

En række virksomheder vil nu modtage en bøde, fordi de manglede oplysninger på siden af deres varebiler. Det var resultatet af Motorstyrelsens målrettede kontrol på Fyn i starten af uge 46.

En målrettet kontrol fra Motorstyrelsen i starten af uge 46 fører nu til, at en række virksomheder vil modtage en bøde på 5.000 kr. Årsagen til bøderne er, at det ikke er alle virksomheder, der husker at få synligt CVR-nummer og virksomhedens navn på deres varebiler, som de ellers skal. Eksempelvis skal bilforhandlere, der udlejer varebiler til værkstedskunder, også huske at få navn og CVR-nummer på varebilerne.

Motorstyrelsen gennemførte kontrolaktionen sammen med Fyns Politi i Odense og Nyborg. Her lavede Motorstyrelsen rapporter på et tocifret antal køretøjer, og cirka halvdelen handlede om, at virksomheder ikke havde firmanavn og CVR-nummer på deres varebiler. Bilbranchen har erfaret at der også andre steder i landet er givet bøder for manglende påskrift på varebiler.

Vores kontroller viser, at mange virksomheder glemmer at sætte CVR-nummer og virksomhedens navn på deres varebiler. Derfor har vi netop iværksat en vejledningsindsats, hvor vi informerer om reglerne. Det er nemlig vores opfattelse, at virksomhederne gerne vil følge reglerne, men de er desværre ikke altid opmærksomme på dem. Jørgen Rasmussen, underdirektør i Motorstyrelsen

De øvrige rapporter ved kontrolaktionerne på Fyn handlede blandt andet om beskatning af fri firmabil og om leasingbiler, hvor førerne af bilerne ikke var registreret som brugere. Det skal nu undersøges nærmere, om der er betalt de rette afgifter.

Karoline H. Thomsen

Seniorchefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3567
  • Mobil +45 2949 4413
  • E-mail kart@di.dk
Relateret