Getty Images
20.08.19 Bilbranchen Nyhed

Registreringsafgift – trappemodel for sikkerhedsstillelse øger branchens omkostninger

Bilbranchen har modtaget udkast til en ny trappemodel for selvanmelderes sikkerhedsstillelse i høring. Bilbranchen mener, at modellen påfører nybilbranchen øgede omkostninger der både i relation til sikkerhedens størrelse og den foreslåede model rammer skævt.

Udkastet til trappemodel lægger op til, at eksempelvis virksomheder med en månedlig afgiftsbetaling på 1 – 2,5 mio. kr. skal stille sikkerhed for 2.500.000 kr. I Bilbranchens høringssvar peges der bl.a. på, at kravet om forhøjet garantistillelse øger nybilforhandlernes finansielle omkostninger. Videre peger Bilbranchen på, at branchen på egne og kunders vegne selv udfører en lang række offentlige opgaver i DMR ligesom branchen på statens vegne uden at modtage betaling herfor løser den store opgave med at opkræve og indbetale en yderst indviklet og kompliceret afgift, der til stadighed er genstand for lovændringer. Det forekommer derfor urimeligt at pålægge branchen yderligere og urimeligt store omkostninger for fortsat at løse den opgave.

Bilbranchen foreslår, at trappemodellen suppleres med andre kriterier end afgiftens størrelse alene. Efter bestemmelsen i registreringsafgiftsloven, som blev indsat med L4 fra 2017, er det ikke kun virksomhedens årlige eller forventede årlige afgiftstilsvar, der udgør de for sikkerhedens fastsættelse afgørende kriterier. Med samme vægt skal forretningsomfang, betalingshistorik og øvrige risikofaktorer tages i betragtning. Sikkerhedsstillelsen bør kunne nedsættes for virksomheder, der i en forudgående periode på f.eks. 12 måneder har afleveret årsregnskab, har en egenkapital af en vis størrelse i forhold til afgiftstilsvaret, ikke har ændringer i ejerstrukturen og har afregnet afgift til tiden.

De virksomheder, der omkostningsmæssigt rammes hårdest af trappemodellen, er virksomheder, der, ifølge Bilranchens oplysninger, som alt overvejende hovedregel ikke tilhører den gruppe virksomheder, som typisk udgør en risikofaktor for den løbende betaling af afgifter. Derfor tilgodeser trappemodellen ikke i tilstrækkelig grad en hel nybilbranche, der med få undtagelser betaler løbende og til tiden.

Der lægges op til, at ændringerne af reglerne om sikkerhedsstillelse træder i kraft pr. 1. oktober 2019 og Bilbranchen håber at Motorstyrelsen vil se positivt på at supplere retningslinjerne i styresignalet med andre kriterier end afgiftens størrelse, sådan som loven foreskriver.

Se udkast til styresignal her

skat.dk

Karoline H. Thomsen

Seniorchefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3567
  • Mobil +45 2949 4413
  • E-mail kart@di.dk
Relateret