Fotokredit: Colourbox

13.10.20 Bilbranchen Nyheder

Afgifter og slutsedler

Midt i en tid med forhandlinger om bilafgifter minder Bilbranchen om, at en slutseddel altid bør tage forbehold for ændringer i afgifter og moms. Vær opmærksom på afgifts- og momsmæssige konsekvenser ved at indregistrere nye biler for at undgå eventuelle afgiftsstigninger.

Lige nu er der mange scenarier i spil og det er på nuværende tidspunkt umuligt at sige, om der kommer en aftale om nye afgifter og hvilket indhold den i givet fald vil få. Bilbranchen har tidligere i 2020 beskrevet behovet for forbehold for afgiftsændringer i slutsedlerne i forbindelse med de planlagte afgiftsændringer ved årsskiftet. Se nyheden via linket nedenfor.

Afgiftsomlægninger
Forbehold er også relevante i forbindelse med afgiftsomlægninger, fordi der er tradition for, at ændringerne træder i kraft på det tidspunkt, hvor lovforslaget herom fremsættes i Folketinget. I forhold til nye køretøjer er der ved tidligere ændringer af bilafgifterne imidlertid blevet taget hensyn til køb af nye biler ved at lade allerede indgåede købsaftaler, før fremsættelse af lovforslaget, betale afgift efter gældende regler, selvom bilerne leveres efter fremsættelsen. En sådan ordning vil ifølge Skatteministeren også denne gang indgå i overvejelserne om afgiftsomlægningen. En overgangsordning kunne indebære, at nye afgiftsregler ikke har virkning for køretøjer, for hvilke der er underskrevet en bindende købsaftale mellem en forhandler og en slutbruger før fremsættelsen i Folketinget, og som i en perioden på op til seks måneder anmeldes til registrering.

Overgangsordninger for ikke kunde-solgte biler skal man derimod nok ikke sætte sin lid til. Bilbranchen kan ikke generelt opfordre til at indregistrere nye biler for at undgå en eventuel afgiftsændring. Ud over likviditetsudfordringer bør man nøje overveje de afgifts- og momsmæssige konsekvenser, som udløses af en sådan registrering, af anvendelsen af køretøjet hos forhandleren og ved det efterfølgende salg. Ved salg af indregistrerede køretøjer, som blot har stået på lager, skal der f.eks. beregnes moms af den fulde salgspris inkl. registreringsafgiften. For at holde registreringsafgiften uden for momsgrundlaget, er det nemlig et krav, at afgiftsberigtigelsen sker som et udlæg for en navngiven køber. Hvis registrerede køretøjer anvendes som demobiler, anvendes blandet eller som udlejningsbiler gælder der andre momsregler ved videresalget. Vær også opmærksom på, at forhandlerens biler skal genberegnes ved salget eller senest efter fire måneder og at det på nuværende tidspunkt er uvist, om og hvilken betydning en afgiftsstigning eller en afgiftsomlægning vil få for markedsprisen på genberegningstidspunktet.

Byttebiler
Et forbehold for regulering af byttebilens pris er byrdefuldt for en forbruger, medmindre forbrugeren allerede ved aftalens indgåelse kan overskue eller beregne konsekvenserne af aftalen. Et forbehold om at byttebilens pris i tilfælde af afgiftsændringer skal genforhandles eller at byttebilens pris reguleres efter udviklingen i markedsprisen vil ikke være gyldigt, idet forbeholdet er ukonkret og fordi forbrugeren på aftaletidspunktet ikke har mulighed for at vurdere markedsudviklingen.

Et sådant forbehold skal for at være gyldigt i forbrugerforhold være:
1) konkret,
2) tydeligt formuleret,
3) stå på forsiden af slutsedlen og
4) være særligt fremhævet.

Sådanne forbehold er ikke gyldige, hvis de alene fremgår af de almindelige betingelser, på bagsiden af dokumenter eller i standard bilag/tillæg.

Bilafgifter i 2021

Brug de rette slutsedler og vilkår

Karoline H. Thomsen

Seniorchefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3567
  • Mobil +45 2949 4413
  • E-mail kart@di.dk

Relateret