Fotokredit: GettyImages

02.10.20 Bilbranchen Nyheder

Plug-in hybrid - FAQ

Bilbranchens oplever, at mange kunder henvender sig til bilforhandlerne med spørgsmål vedrørende deres plug-in hybrid om muligheden for ophævelse eller kompensation. Bilbranchen giver her et overblik over de relevante regler.

Bilen er leveret
Kan køberen ophæve aftalen?
En køber kan som udgangspunkt ophæve købet af en bil, hvis en mangel ikke er uvæsentlig.

Ved vurdering af, om en mangel er væsentlig ses der på manglens betydning for varen. Har manglen f.eks. betydning for bilens drift og sikkerhed. En plug-in hybrid, hvor det ikke er muligt at bruge plug-in-delen, må nok anses for en væsentlig mangel.

Opfylder sælgeren tilbud om afhjælpning inden for rimelig tid, uden udgift og uden væsentlig ulempe for køberen, kan køberen dog ikke ophæve købet.

Hvad er rimelig tid?
Hvad der er rimelig tid er en samlet vurdering alle af sagens momenter.

I vurderingen indgår bl.a. alvorligheden af manglen, har den betydning for bilens drift og sikkerhed? Kan bilen køre videre med fejlen? Får køber stillet en lånebil til rådighed? Er der tale om en kompliceret eller periodisk fejl?

Vedr. plug-in hybridbilerne er der tale om en fejl med betydning for bilens drift, idet køberen ikke kan oplade bilen med plug-in. Bilen kan dog køre på brændstof. Under kørsel genererer bilerne desuden energi under bl.a. nedbremsning og opsamler dette som elektrisk energi i højspændingsbatteriet. Denne funktion er heller ikke berørt af problemet, så bilen kan også køre på el i ”EV auto”-mode. Køberne er derfor ikke forhindret i at bruge bilen som hybridbil. Derudover er der tale en teknisk kompliceret fejl.

Da køberne ikke er forhindret i at bruge bilen, og det er teknisk kompliceret fejl, giver det forhandleren en vis tid til at afhjælpe fejlen. Først når afhjælpning går ud over, hvad der anses for rimelig tid, vil køberen kunne ophæve købet.

Kan der ske fradrag for den nytte køberen har haft?
Ved en eventuel ophævelse vil forhandleren kunne fradrage et beløb for nytte. Fradraget er i udgangspunkt 0,50 kr. pr. 100.000 kr. købesum for hver kørt km.

Har bilen kostet 300.000 kr., og bilen har kørt 5.000 km., vil fradraget være 7.500 kr.

Har køberen ret til kompensation, hvis de ønsker at beholde bilen?
Der er efter købeloven ikke mulighed for køberen at få kompensation for ulempe, utilfredshed og lign., der er ved at bilen ikke kan bruge plug-in.

Når forhandleren foretager afhjælpning, skal det dog ske uden udgift for kunden. Det betyder, at hvis kunden haft en merudgift i forbindelse afhjælpning, kan kunden få disse dækket. Det kan f.eks. være, at benzinudgifterne overstiger, hvad det tilsvarende havde kostet, hvis kunden kunne bruge plug-in. Hvis kunden får tilbud om suspendering af abonnementsbetalingen til udbyderen af ladestanderen, skal disse beløb fratrækkes en eventuel ekstraudgift til benzin. Muligheden for dækning af disse udgifter gælder i hele perioden, der går på at afhjælpe fejlen.

Udgifter til f.eks. grøn ejerafgift eller forsikring kan ikke blive dækket, da kunden ville have dem under alle omstændigheder.

Det er også muligt for parterne at aftale andet end dækning af udgifter. Det kan f.eks. være rabat på en serviceaftale eller en forlænget garanti. Hvis parterne indgår en anden aftale, er det vigtigt, at det tydeligt fremgår, om den træder i stedet for dækning af udgifter.

Bilen er ikke leveret
Kan køberen ophæve aftalen bilen?
Hvis leveringen af bilen bliver forsinket, kan køberen hæve købet, hvis forhandleren ikke efter påkrav fra køberen leverer salgsgenstanden inden udløbet af en rimelig frist. En rimelig frist vil nok være tre til fire uger.

Det betyder, at hvis bilen ikke er leveret til den aftalte tid, kan køberen hæve efter udløbet af en fastsat frist på tre til fire uger. Tilsvarende, hvis forhandleren giver køberen besked om, at levering ikke vil ske til det aftalte leveringstidspunkt, kan køberen hæve, efter udløbet af en fastsat frist på tre til fire uger efter det oprindelige aftalte leveringstidspunkt.

Bilen er ikke leveret - har køberen ret til kompensation for forsinkelsen?
På samme måde som ved afhjælpning, er der efter købeloven ikke mulighed for køberen at få kompensation for den ulempe, utilfredshed og lignende, der er ved, at køberen ikke får bilen til den aftalte tid.

Hvis kunden fastholder købet, kan kunden dog kræve erstatning, hvis forsinkelsen har medført ekstraudgifter for kunden. Det kan være, hvis kunden skal leje en erstatningsbil i en periode fordi en tidligere leasingaftale er udløbet. I det tilfælde kan man som forhandler eventuelt stille en lånebil til rådighed for kunden. Bruger kunden derimod fortsat sin byttebil, vil der nok ikke være et tab for kunden.

Også ved forsinkelse er det muligt for parterne at aftale andet end dækning af ekstraudgifter. Det er stadig vigtigt, at det tydeligt fremgår, om aftalen træder i stedet for dækning af ekstraudgifter.

Kontakt juristerne i Bilbranchen
Hvis I er medlem af Bilbranchen og har spørgsmål til dette, så tag gerne fat i en af juristerne i Bilbranchen.

Niels Bruun

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3078
  • Mobil +45 5213 2388
  • E-mail nibr@di.dk

Relateret