Fotokredit: Colourbox

02.11.20 Bilbranchen Nyheder

Endelige regler om mundbind i bilbranchen

Den 29. oktober 2020 blev der indført krav om brug af mundbind eller visir i bl.a. detailhandlen, som også omfatter bilforhandlere. Mod forventning er det blevet således, at kravet om mundbind eller visir gælder for både medarbejdere og kunder, når de sidder ned.

Mundbind eller visir skulle fra den 29. oktober 2020 bruges af medarbejdere og kunder i bl.a. detailhandlen, f.eks. butikker og storcentre. Kravet gælder foreløbigt frem til den 2. januar 2021.

Kravet om mundbind eller visir gælder i butikkens åbningstid. For medarbejdere gælder kravet uanset om der er kunder i butikken eller ej. Når kunder og medarbejdere er udenfor, skal de ikke bære mundbind eller visir.

Gælder kravet om mundbind eller visir, når man sidder ned?
Kravet om mundbind eller visir gælder også, når medarbejdere og kunder sidder ned.

Bilbranchen har på baggrund af henvendelser til myndighederne fået indtrykket, at kunderne i detailhandlen ikke skal bære mundbind eller viser, når de sidder ned. I en tidligere nyhed fremgik det derfor, at kunder ikke skal bære mundbind eller visir, når de sidder ned. Modsat bl.a. serveringssteder, biografer og museer, skal kunder i detailhandlen imidlertid også bære mundbind eller visir, når de sidder ned.

Bilbranchen vil fortsat være i dialog med myndighederne, så restriktionerne giver mening i forhold til hverdagen hos Bilbranchens medlemmer.

Hos bilforhandlere skal kunder således også bære mundbind eller visir, når de når sidder til et kundemøde med en sælger eller mens de venter på, at deres bil bliver gjort klar. Hvis kundemødet foregår på et lukket kontor, hvor kunder ikke har adgang, er der efter Bilbranchens vurdering ikke krav om mundbind eller visir for hverken sælger eller kunde. En kunde må gerne kortvarigt fjerne mundbind eller visir under indtagelse af mad og drikke.

Hvis en sælger har et kontor ude i salgs- eller udstillingslokalet, skal sælgeren også have mundbind eller visir på, selvom sælgeren sidder ned. Hvis sælgeren befinder sig bag en afskærmning eller i et lukket rum, hvortil kunderne ikke har adgang, er der ikke krav om mundbind eller visir.

Gælder kravet om mundbind på et lukket kontor?
Hvis sælgeren har et lukket kontor, hvor kunder ikke har adgang, gælder kravet om mundbind eller visir ikke. Efter Bilbranchens vurdering er der heller ikke krav om, at sælgeren har mundbind eller visir på, hvis en kunde kommer ind på kontoret til et møde. I lighed med værkstedet vurderer Bilbranchen, at pågældende kontor ikke anses for et lokale hvortil offentligheden har adgang. Når sælgeren henter kunden i et venteområde, skal sælgeren dog have mundbind eller visir på.

Kortvarig passage gennem butikken
En medarbejder, der i åbningstiden kortvarigt passerer gennem salgs- eller udstillingslokalet eller andre lokaler, hvortil offentligheden har adgang, skal i den forbindelse bære mundbind eller visir. Det kan f.eks. være når medarbejderen møder på arbejde/har fri eller når medarbejderen går til frokost.

Arbejdsborde bag afskærmning
Er indskrivningen til værkstedet indrettet, så der en skranke/frontdesk med afskærmning, og nogle arbejdsborde bagved, skal medarbejderne ikke bære mundbind eller visir, når de befinder sig bag afskærmningen. Hvis medarbejderen går ud i kundeområdet, skal de bære mundbind eller visir.

Begrænsning af smittespredning
For at begrænse smittespredningen kan virksomheder overveje brug af mundbind eller visir, samt andre værnemidler, f.eks. handsker, også i situationer, hvor der er ikke er et egentligt krav. Det kan være i forbindelse med kundemøder, ved prøvekørsler med kunderne eller når medarbejdere er udendørs og gennemgår et køretøj med en kunde.

Hvem skal betale for mundbind?
I det omfang der er krav om mundbind eller visir på arbejdspladsen, enten fordi det følger af lovgivning, eller virksomheden har gjort det til et krav, skal virksomheden afholde udgiften.

Hvilke mundbind, visir og afskærmning kan bruges?
Et mundbind skal være et engangs- eller stofmundbind, der dækker næse og mund, og som er fæstnet med snor, elastik eller lignende bag ørerne eller bag hovedet og er tætsluttende omkring ansigtet. Et visir er skærme af plastik, der dækker øjne, næse og mund, eller næse og mund, men som ikke er tætsluttende omkring ansigtet. De såkaldte mundvisir vil derfor godt kunne benyttes.

Afskærmning skal udgøre en barriere mellem medarbejderen og kunden. Der er ikke angivet noget detaljeret om, hvor høj og bred en afskærmning skal være. Det vil derfor være en konkret vurdering i forhold til lokalet indretning.

Opsynspersonale
Der er et krav om synligt opsynspersonale i butikker på over 2.000 m2. Mindre butikker på under 2000 m2 opfordres til at have synligt opsynspersonale. Det forventes at være det indendørs areal, hvortil offentligheden har adgang, der skal medregnes. Værkstedet, frokoststuen og andre steder, hvor kunder ikke har adgang, skal derfor ikke medregnes.

Bilbranchen har foreslået, at bilforhandlere bliver undtaget fra kravet om opsynspersonale i butikker over 2.000 m2, da bilforhandlere har relativt få kunder ad gangen i forhold til f.eks. supermarkeder af tilsvarende størrelse. Dette forslag ser ikke ud til at komme med.

Bekendtgørelse om brug af mundbind i bl.a. detailhandlen

Den endelige bekendtgørelse

Kontakt Bilbranchen med spørgsmål

Har du spørgsmål om de nye krav til brug af mundbind eller visir? Kontakt chefkonsulent Niels Bruun.

Niels Bruun

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3078
  • Mobil +45 5213 2388
  • E-mail nibr@di.dk

Relateret