Fotokredit: Colourbox

03.12.20 Bilbranchen Nyheder

Håndtering af den nye Kørekort-app hos bilforhandleren

Den nye Kørekort-app kan også anvendes som ID-bevis på samme måde som det fysiske kørekort.

Det digitale kørekort kan ud over at dokumentere, at indehaveren har et gyldigt kørekort også anvendes som ID-bevis i andre situationer; f.eks. ved afhentning af pakker eller hos bilforhandleren. Bilbranchen anbefaler, at man følger Politiets og Digitaliseringsstyrelsens vejledning, og foretager en grundig kontrol af det digitale kørekort for at sikre sig imod at få vist et skærmdump eller anden form for svindel.

Kørekort-appen som ID-bevis
Hvis en kunde bruger sin Kørekort-app som ID-bevis hos bilforhandleren, kan medarbejderen hos bilforhandleren, der kontrollerer kundens Kørekort-app bede om at scanne den QR-kode, der er beregnet for denne kontrol. Dette er for at få sikkerhed for, at appen er ægte, og at kunden er indehaveren af ID-beviset.

Bliver appen slettet, hvis man mister sin telefon?
Nej – ikke automatisk. Mister man sin telefon, skal man selv sørge for at appen bliver slettet. Det gør man ved at benytte selvbetjeningsløsningen "Administrer din Kørekort-app" via Borger.dk, hvorfra man kan afmelde sit digitale kørekort.

Ønsker man af andre årsager ikke længere at være oprettet i Kørekort-appen, kan man afmelde Kørekort-appen inde i appens menu.

Hvad sker der, hvis man får et nyt kørekort?
Kørekort-appen følger gyldigheden af det fysiske kørekort. Hvis man får et nyt kørekort eller fornyer sit kørekort, skal man huske at oprette sig i appen igen. Det vil ikke automatisk blive opdateret til det nyeste.

Hvorfor er billedet i appen fra passet?
Man skal bruge sit pas ved oprettelse af det digitale kørekort, fordi pasfotoet skal ind på Kørekort-appen. Passet indeholder en chip, hvori pasfotoet ligger, og når passet scannes med appen, hentes fotoet ind i Kørekort-appen.

Fotoet fra det fysiske kørekort er ikke gemt nogen steder, efter at det fysiske kørekort blev trykt. Pasfotoet kan bruges i appen i stedet, fordi det overholder samme krav, som gælder for kørekortfoto. De øvrige kørekortoplysninger hentes fra kørekortregisteret.

Vil du vide mere om Kørekort-appen?

borger.dk
Karoline H. Thomsen

Karoline H. Thomsen

Seniorchefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3567
  • Mobil +45 2949 4413
  • E-mail kart@di.dk

Relateret