Bilbranchen
24.04.20 Bilbranchen Nyheder

EU: Bilbranchen bakker op om udskydelse af frist for registrering af biler

Den 31. august 2020 er sidste frist for registrering af en række køretøjer, som efter fristen ikke længere opfylder gældende EU-normer. Fristen bør dog som følge af corona-krisen udskydes og Bilbranchen bakker op om de initiativer på EU-niveau, der er i gang for at opnå en udskydelse.

Den igangværende krise har vist et akut behov for at udskyde registreringsfristen den 31. august 2020. Opbremsningen af bilsalget, pga. de restriktioner coronavirus har medført, har gjort det noget nær umuligt at overholde fristen for registrering af de berørte køretøjer. Det vurderes fra De Danske Bilimportørers side, at der er lige under 8.000 berørte køretøjer på lager i Danmark og at der er en meget stor risiko for at en væsentlig del af disse – måske helt op til 5.000 køretøjer – ikke kan nå at blive solgt og indregistreret inden fristen udløber. Der er lignende udfordringer i andre dele af EU.

Selv om de danske myndigheder af De Danske Bilimportører allerede for mere end en måned siden er blevet gjort opmærksom på udfordringen, er det imidlertid ikke et problem, der kan løses udelukkende på nationalt niveau. Det kræver en EU-beslutning af udskyde fristen i de konkrete EU-forordninger og derfor har bilproducenternes europæiske organisation, ACEA, indledt drøftelser med EU-Kommissionen herom. ACEA har endvidere kontaktet den europæiske alliance for bilforhandlere og værksteder, AECDR, som Bilbranchen er medlem af, for at søge opbakning til ACEAs initiativ. AECDR og dermed Bilbranchen støtter dette arbejde for at opnå en udskydelse af fristen.

Bilbranchen følger situationen gennem en tæt kontakt med den europæiske alliance, AECDR.

Karoline H. Thomsen

Seniorchefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3567
  • Mobil +45 2949 4413
  • E-mail kart@di.dk

Relateret