02.04.20 Bilbranchen Nyheder

Nye EU-regler sikrer forbrugerne i den digitale tidsalder

EU har vedtaget tre direktiver, der skal ensrette og modernisere reglerne om forbrugerbeskyttelse i EU. Med direktiverne føres de forbrugerretlige regler ind i den digitale tidsalder, så der f.eks. kommer klare regler for køb af apps og intelligente køleskabe samt brug af sociale medier. Der nedsættes nu et udvalg med deltagelse af Dansk Industri, som skal arbejde med implementeringen i DK.

Med varedirektivet og direktivet om digitalt indhold kommer der bl.a. klare regler for, hvornår en vare, digitalt indhold eller en digital tjeneste har en fejl, og hvad forbrugeren kan forvente og kræve af den erhvervsdrivende i tilfælde af fejl. Der bliver også fastsat klare regler for opdateringer og sikkerhedsopdateringer. Det betyder, at forbrugeren får en bedre forbrugerbeskyttelse end i dag.

Med den del af direktivpakken ”New Deal for Consumers”, som vedrører regler på Justitsministeriets område, bliver nogle af forbrugerbeskyttelsesreglerne udvidet til at omfatte aftaler om digitale ydelser, hvor forbrugeren ”betaler” med personoplysninger i stedet for med penge, f.eks. ved oprettelse af en e-mailkonto eller downloading af en app. Det betyder bl.a., at forbrugeren får 14 dages fortrydelsesret og ret til en række bestemte oplysninger fra den erhvervsdrivende.

Der skal være fuldstændig klare og fair regler, når du køber varer – også når det drejer sig om f.eks. intelligente køleskabe, film eller software til din mobil. Derfor er det godt, at EU fører an, så vi på hele det europæiske marked får bragt forbrugerreglerne ind i den digitale tidsalder. Men vi har et frirum til at sikre, at reglerne gennemføres på den bedste måde i Danmark, og at de bliver så effektive som muligt. Reglerne får stor betydning for alle forbrugere og erhvervsdrivende. Derfor er det eneste rigtige at nedsætte et udvalg af sagkyndige eksperter på forbrugerområdet, som kan være med til at sikre, at EU-reglerne bliver gennemført på den bedst mulige måde for alle parter. Justitsminister Nick Hækkerup

Aftaler om digitalt indhold og digitale tjenester har ikke tidligere været særskilt reguleret i EU eller i dansk ret. Det har bl.a. været uklart, hvornår et digitalt produkt havde en fejl, og om – og i hvilket omfang – forbrugeren havde ret til opdateringer og sikkerhedsopdateringer. Det giver derfor en markant bedre forbrugerbeskyttelse, at der bl.a. fastsættes klare regler for, hvornår digitale produkter lider af en fejl og for omfanget af den erhvervsdrivendes pligt til at levere opdateringer og sikkerhedsopdateringer af sådanne digitale produkter.

Udvalget er blevet bedt om at udarbejde et lovudkast med bemærkninger og forventes at afslutte sit arbejde i efteråret 2020.

Karoline H. Thomsen

Karoline H. Thomsen

Seniorchefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3567
  • Mobil +45 2949 4413
  • E-mail kart@di.dk

Relateret indhold