Fotokredit: Getty Images
12.05.20 Bilbranchen Nyheder

Ingen omvej uden om købelovens reklamationsret

Tillægsforsikring, garantiforsikring eller reparationsforsikring. Variationen og betegnelserne er mange og der er god grund til at se sig godt for både som kunde og som bilforhandler.

Der eksisterer på markedet en række forskellige forsikrings- og garantiprodukter til brugte biler. Nogle er rettet mod bilforhandleren og andre er rettet mod bilkøber. Det kan være vanskeligt at gennemskue, om forsikringen eller garantien reelt dækker det behov, man har som bilforhandler eller bilejer.

Som forbruger har man som bekendt 24 måneders reklamationsret efter købeloven. En forsikring mod eksempelvis mekanisk svigt, bør derfor dække, der hvor reklamationsretten hører op. En forsikring eller garantiordning må i øvrigt ikke forringe forbrugerens rettigheder efter købeloven. Man bør sørge for - også for sin egen forretnings image og kundetilfredsheds skyld - at de ordninger, man anbefaler til sine kunder, har et reelt indhold. Får man tilmed provision af de tegnede forsikringer, er der al mulig grund til at sikre sig, at produktet er i orden. En service- og reparationsaftale kan i stedet være et rigtigt godt supplement til købelovens reklamationsret for kunden. Forhandlerens tilbud om brugtbilgaranti eller garanti på en udført reparation kan også være et godt alternativ. Serviceaftaler, forhandlergarantier og reparationsgarantier har desuden den fordel, at forhandleren ikke skal dele kunden med andre.

Som bilforhandler skal man være meget opmærksom på, at reklamationsretten gælder uanset, om kunden også har købt en tillægsforsikring mod eksempelvis mekanisk og elektronisk svigt. Det er ikke altid, at en tillægsforsikring dækker alle de mangler, som er omfattet af købelovens reklamationsret, og man skal derfor passe på med at afvise en reklamation, blot fordi den ikke er dækket af en tillægsforsikring kunden eller forhandleren har tegnet. At forsikringen ikke dækker, er dermed ikke altid det samme, som at forhandleren er fri for mangelsansvaret efter købeloven.

Forsikringsordninger og garantiordninger har meget varierende indhold. De kan være baseret på positiv- og negativlister eller forbehold og undtagelser. Uanset om man er bilforhandler eller bilkøber, bør man sætte sig grundigt ind i den dækning, man anbefaler sine kunder eller selv bliver tilbudt. Kundernes oplevelse med og vurdering af en forsikringsordning falder nemt tilbage på forhandleren, som anbefalede den. Går man med tanker om at tilbyde en forsikringsordning eller lignende til sine kunder eller med tanker om selv at forsikre sig mod kundernes reklamationer, kan man altid få en konkret ordning gennemgået af Bilbranchens branchejurister.

Karoline H. Thomsen

Seniorchefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3567
  • Mobil +45 2949 4413
  • E-mail kart@di.dk

Relateret