Fotokredit: Colourbox

16.06.20 Bilbranchen Nyheder

Nærmere gennemgang af den østrigske afgørelse

Bilbranchen har nu haft lejlighed til at se nærmere på begrundelsen for den østrigske afgørelse og på de regler, der er lagt til grund. Gennemgangen viser, at afgørelsen er truffet under henvisning til reglen om misbrug af dominerende stilling efter både national østrigsk ret og EU-retten.

Det er interessant, at det er reglen om misbrug af dominerende stilling, som er anvendt. Der findes en lignende bestemmelse i den danske konkurrencelov. Den østrigske domstol vurderer derimod slet ikke, om bilimportørens krav udgjorde lovlige kvalitative og/eller kvantitative udvælgelseskriterier, som ellers ville være nærliggende at vurdere i forhold til de gældende EU-gruppefritagelser.

En nærmere gennemgang af afgørelsen viser, at de ulovlige forhold i mindre grad udspringer af selve forhandlerkontrakten som af de bilag, tillæg, takstblade og cirkulærer, der løbende udstedes med udspring i forhandlerkontrakter samt af den adfærd og praksis, der konkret er anvendt. Afgørelsen fastslår, at bilimportøren overfor forhandleren har en relativ markedsstyrke, fordi forhandleren jf. forhandlerkontrakten ikke har alternative afsætnings- eller forsyningsmuligheder. Det er imidlertid ikke ulovligt at indtage en dominerende stilling på markedet, så længe man ikke misbruger denne position. På en række punkter var der imidlertid tale om et sådant misbrug:

  • Økonomisk pres til at deltage i kampganer. Forhandleren havde ikke indflydelse på planlagte og påtvungne kampagner. Der blev ikke taget hensyn til, om forhandleren gennem salget kunne opnå dækning for kampagneomkostningerne og hvis forhandleren undlod at deltage i kampagnen, ville det i konkurrence med de forhandlere, som deltog i kampganen, blive umuligt at opnå de aftalte salgsmål.
  • Hindringer for forhandlerens ret til at fastsætte prisen til slutbruger. Pris- og rabatpolitik gav ikke plads til at forhandleren selv kunne fastsætte egne priser og rabatter overfor slutbrugere. Pga. en uigennemsigtig bonusberegning kunne forhandleren ikke effektivt beregne sin fortjeneste og dermed udarbejde et selvstændigt tilbud til kunderne. Forhandleren var derfor reelt tvunget til at fastsætte priser, som var sammenfaldene med de priser bilimportøren havde meldt ud.
  • Sammenkobling af bonussystemer og kundetilfredshedsmålinger, som var ikke-repræsentative, vilkårligt og ensidigt bedømte.
  • Vilkårlig reduktion af forhandlerens dækningsbidrag gennem forhøjede salgsmål. Dels blev forhandleren pålagt overambitiøse salgsmål og dels var bonusmatricen ikke objektiv kontrollerbar for forhandleren og udformet således, at et resultat over salgsmålet havde betydeligt mindre indflydelse på bonussen end en manglende opfyldelse af salgsmålet.
  • Salg til slutbrugere gennem bilimportørens egne detailforretninger til priser, som forhandlerne åbenbart ikke kunne konkurrere med. Bilimportøren dækkede bl.a. egne retailselskabers tab og understøttede dermed sine egne retailselskaber økonomisk med den potentielle virkning, at selvstændige forhandlere blev fortrængt fra markedet.
  • Pligt til at udføre reklamations- og garantiarbejde på vilkår, som gjorde disse økonomisk urentable dels pga. tidskrævende kontrol/administration og dels pga. timebetaling og reservedelsbetaling, som ikke dækkede de reelle omkostninger. F.eks. var tidsrammerne for reparationerne urimelige og kontrolsystemet for garantiarbejder forbundet med en meget stor økonomisk byrde for værkstederne
  • Overvæltning af omkostninger til mystery shopping og forhandleraudits på forhandleren.

Den østrigske forhandler var autoriseret forhandler og værksted for Peugeot, Citroën og Opel, og drev virksomhed på tre adresser med forskellige kombinationer af salg og service af de tre mærker. Ud over de forhold, som forhandleren fik medhold i, fandt retten modsat at en række andre forhold ikke var udtryk for misbrug:

  • Urimelige brand-specifikke investeringer. Der var ikke tale om ulovlige krav, da forhandleren gennem opnåelse af tilskud og bonus, fik dækket udgifterne til eksempelvis nye fliser og nyt mærke-separat indgangsparti.
  • Forhandleren blev presset til at udføre færrest mulige garantireparationer. Forhandleren oplyste til sagen, at værksteder med mange garantisager blev frataget muligheden for at træffe beslutning om kulancedækning, ligesom de pågældende værksteder risikerede at blive genstand for bilimportørens revision og coaching. Det medførte ifølge forhandleren, at kunder blev sendt videre til andre værksteder, hvis der var mulighed for det (garantiturisme), for at nedbringe antallet af det enkelte værksteds garantireparationer. Efter kontrakten var forhandleren imidlertid forpligtet til at udføre alle de garantireparationer, som blev fremsat af kunderne og der kunne ikke bevises et misbrug af kontraktsvilkårene fra bilimportørens side.
  • Urimelige priser på test- og diagnoseudstyr samt teknisk information. Bilimportøren var berettiget til at forlange markedsprisen for udstyr og teknisk information og det kunne ikke bevises, at priserne var urimeligt høje. Der var ikke dokumentation for, om udstyret kunne fås på det frie marked og til hvilke priser. Udstyret, der bl.a. omfattede en værksteds-pc, var i øvrigt også af mere robust kvalitet.
  • Urimeligt høje kursusafgifter, som ikke modsvarede de faktiske udgifter og som blev opkrævet uden hensyn til forhandlerens størrelse. Indførelsen af et årligt kursusgebyr havde resulteret i, at både obligatoriske og ikke-obligatoriske kurser blev gennemført i større omfang, hvilket ansås for at være i forhandlerens interesse. Ud fra kursernes indhold blev prisen ikke anset for overdrevet.

Bilbranchen gør for god ordens skyld opmærksom på, at afgørelsen er anket.

Karoline H. Thomsen

Seniorchefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3567
  • Mobil +45 2949 4413
  • E-mail kart@di.dk

Relateret