Fotokredit: Colourbox
02.07.20 Bilbranchen Nyheder

Udskydelse af nye energi- og miljøkrav til taxier m.v.

Færdselsstyrelsen har udarbejdet en bekendtgørelse, der udskyder de nye energi- og miljøkrav til taxier m.v.

Fristen for hvornår biler, som i Køretøjsregisteret er registreret til anvendelsesformerne, som nævnt i bekendtgørelsens § 1, stk. 1 og 2, første gang i perioden fra den 11. juli 2019 og senest den 30. juni 2020, skal opfylde de nærmere angivne energi- og miljøkrav udskydes. Ændringen udvider perioden således, at den nu omfatter biler, som første gang er registeret fra den 11. juli 2019 og senest den 31. december 2020.

Ligeledes er perioden for hvornår biler, som i Køretøjsregistret er registeret til anvendelsesformerne, som nævnt i bekendtgørelsens § 1, stk. 1 og 2, første gang den 1. juli 2020 eller senere, skal opfylde energi- og miljøkravene udskudt. Perioden ændres til at være fra den 1. januar 2021 eller senere.

Anvendelsesformerne, som nævnt i bekendtgørelsens § 1, stk. 1 og 2 omfatter køretøjer, som anvendes til erhvervsmæssig persontransport i biler, der er indrettet til transport af højst ni personer inklusiv chaufføren, og som anvendes til taxikørsel, limousinekørsel eller til kørsel for offentlig myndighed samt sygetransport eller til kørsel på grundlag af tilladelse til offentlig servicetrafik.

Baggrunden for denne udskydelse er for det første, at der har været en ændring af målemetoden, som indebærer, at en række bilmodeller, der tidligere opfyldte de skærpede energi- og miljøkrav, ikke længere opfylder disse. For det andet har taxibranchen, som følge af COVID-19, oplevet betragtelige økonomiske konsekvenser, hvorfor udskydelsen skal bidrage til at branchen får mulighed for at komme på fode igen inden implementering af de strammere energi- og miljøkrav.

Ændringsbekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2020

Se den her

Karoline H. Thomsen

Seniorchefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3567
  • Mobil +45 2949 4413
  • E-mail kart@di.dk

Relateret