Fotokredit: Colourbox

24.09.20 Bilbranchen Nyheder

Husk CVR-nummer og firmanavn på varebiler

Mange virksomheder glemmer at påføre CVR-nummer og firmanavn på deres varebiler. Det koster 5.000 kr. i bøde, hvis informationerne mangler.

Alle varebiler på gule plader og med en tilladt totalvægt under fire tons skal have synligt CVR-nummer og virksomhedsnavn på bilen. Virksomhedsnavn og CVR-nummer skal stå på begge sider af bilen, og informationerne skal fastgøres på køretøjet. Det er ikke tilstrækkeligt at anvende skilte, der kan fjernes. Det er den registrerede ejers CVR-nummer og firmanavn, der skal stå på bilen. Hvis der er en anden registreret bruger af varebilen, oplyses i stedet denne virksomheds CVR-nummer og navn. Det er tilladt at anvende virksomhedens logo i stedet for firmanavn, hvis logoet tydeligt identificerer virksomheden.

Hvem har ansvaret?
Det er den registrerede ejer af varebilen, der har ansvaret for, at oplysningerne overholder kravene og er placeret korrekt på køretøjet. Hvis der er en anden registreret bruger, der er forskellig fra ejeren af bilen, er det brugeren, der har ansvaret.

Leasingkøretøjer
Ved langvarig udlejning (leasing) af en bil til udelukkende erhvervsmæssig brug er det som hovedregel den person, der lejer eller leaser bilen, der bliver den registrerede bruger. Derfor er det lejeren/leasingtagerens CVR-nummer og virksomhedsnavn eller -logo, der skal oplyses på bilen. Ved udlejning, hvor lejeren ikke bliver den registrerede bruger af bilen, er det biludlejerens CVR-nummer og virksomhedsnavn eller -logo, der skal oplyses på bilen. Dette gælder også bilforhandlerens varebiler, som udlejes. Her skal bilforhandlerens CVR-nummer og virksomhedens navn eller logo oplyses på varebilen.

Vognmænd
Hvis en vognmand er registreret ejer af en bil, der er tilsluttet en vognmandscentral eller lign. bestillingscentral, er det den enkelte vognmands CVR-nummer og virksomhedsnavn, som skal oplyses på bilen. Vognmandscentralens navn, logo, reklamer osv. må dog godt fremgå på bilen.

Bødestørrelse
Hvis oplysninger om CVR-nummer og virksomhedsnavn ikke er påført bilen, medfører det en bøde på 5.000 kr. I gentagelsestilfælde stiger bøden – første gang til 10.000 kr., anden gang til 15.000 kr. og tredje gang til 22.500 kr. Nogle køretøjer er ikke omfattet af reglerne. Det kan man få mere information om i den juridiske vejledning på skat.dk.

Se mere her om krav til tal og bogstaver

skat.dk

Karoline H. Thomsen

Seniorchefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3567
  • Mobil +45 2949 4413
  • E-mail kart@di.dk

Relateret