17.10.24 DI Bilbranchen Nyheder

Ny praksis for værdifastsættelse af køretøjer

Landsskatteretten ændrer praksis for chassiskøretøjer og fradrag for registreringsomkostninger for visse køretøjer.

Landsskatteretten har i en afgørelse fra 30. april 2024 underkendt Motorstyrelsens praksis på flere områder vedrørende værdifastsættelse af køretøjer.

Opbygning på chassiskøretøjer er ikke afgiftsfrit ekstraudstyr

Først og fremmest er praksis for værdifastsættelse af nye chassiskøretøjer, der opbygges med varekasse, lad mv., blevet underkendt. Tidligere blev sådanne opbygninger betragtet som afgiftsfrit ekstraudstyr, hvilket betød, at værdien af opbygningen kunne holdes uden for afgiftsgrundlaget. Der blev kun betalt registreringsafgift af værdien af et såkaldt standardlad. Landsskatteretten har nu fastslået, at disse opbygninger ikke er afgiftsfrit ekstraudstyr, og værdien heraf vil derfor ikke kunne holdes uden for afgiftsgrundlaget.

Derudover er praksis for værdifastsættelse af brugte vare- og lastbiler, som oprindeligt blev afgiftsberigtiget som chassiskøretøjer og dermed uden værdien af opbygningen, blevet ændret, hvis værdifastsættelsen sker til brug for beregning af eksportgodtgørelse. Efter den tidligere praksis blev der ikke beregnet godtgørelse af værdien af opbygningen, hvis der oprindeligt ikke var betalt afgift af denne. Landsskatteretten har afgjort, at der skal beregnes eksportgodtgørelse af den fulde værdi af vare- eller lastbilen, uanset at der oprindeligt ikke er betalt nogen registreringsafgift af værdien af opbygningen.  Fremover skal værdien af opbygningen dermed indgå i handelsprisen, selv om der ikke er betalt registreringsafgift heraf.

Fradrag for registreringsomkostninger

Endelig har Landsskatteretten underkendt Motorstyrelsens praksis for fradrag af registreringsomkostninger (nummerpladegebyr) ved værdifastsættelse af brugte køretøjer, som ikke er omfattet af prismærkningsbekendtgørelsens bestemmelser (autocampere, busser og varebiler med en tilladt totalvægt på mere end 2.000 kg.). Fremadrettet skal registreringsomkostninger kun fratrækkes fra annonceprisen, hvis det fremgår specifikt af annoncen, at registreringsomkostningerne er indeholdt i annonceprisen.

Genoptagelse

Motorstyrelsen vil udsende et styresignal om den nye praksis samt muligheder for genoptagelse senest i starten af 2025, men praksis ændres allerede fra og med datoen for offentliggørelse af denne SKM-meddelelse.

Karoline H. Thomsen

Karoline H. Thomsen

Seniorchefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3567
  • Mobil +45 2949 4413
  • E-mail kart@di.dk

Relateret indhold