30.12.24 DI Bilbranchen Nyheder

Nye regler på motorområdet

Pr. 1. januar 2025 gælder træder flere nye regler i kraft på motorområdet. Her får du overblikket.

Nedenfor kan du klikke på den enkelte regel for at folde hele teksten ud.

Afgiftsberigtigelse af visse autocampere efter minimumssatserne

Fremadrettet vil autocampere med en tilladt totalvægt på mindst 3 tons, og som er indrettet med køkken-, toilet- og badefaciliteter samt sovepladser til mindst 2 personer, altid skulle afgiftsberigtiges til minimumsafgiften beregnet efter 45 pct.

Dermed vil der ikke skulle ske en særskilt opgørelse af værdien af beboelsesdelen for disse autocampere.  

Offentliggørelse af betalt afgift ændres til opkrævet afgift

Hidtil har Motorstyrelsen for alle køretøjer offentliggjort den betalte registreringsafgift. Ved den betalte afgift forstås det faktisk indbetalte beløb. Dette ændres til, at Motorstyrelsen offentliggør den opkrævede registreringsafgift, dvs. det beløb, der burde være indbetalt, uanset om det faktisk er betalt eller ej.

Den opkrævede afgift er det beløb, som Motorregistret har beregnet skal betales i registreringsafgift for et køretøj.

Angivelse af den afgiftspligtige værdi senest samtidig med indregistrering

Fremadrettet skal afgiften af et køretøj være angivet senest samtidig med indregistrering af køretøjet i Motorregistret. Det skal desuden ikke være muligt at ændre den afgiftspligtige værdi efter indregistrering af køretøjet.

I tilfælde af fejl ved angivelsen af afgiftsbeløb m.v. vil en ændring fremover kun kunne ske ved anmodning om genoptagelse til Motorstyrelsen.

Ændring i beregning af CO2-udledning for person- og varebiler på mindst 2.585 kg

Der er i brændstofforbrugsafgiftsloven fastsat en beregningsmetode til at fastslå brændstofforbrug eller CO2-udledning for benzin- eller dieseldrevne køretøjer med en køreklar vægt på mindst 2.585 kg, hvor der ikke findes en måling af henholdsvis forbrug eller udledning.

Hidtil har det i mange tilfælde været mere fordelagtigt at beregne forbrug eller udledning, end det har været at bruge en evt. måling. Beregningsmetoden ændres derfor, så det bliver mindre fordelagtigt at anvende beregningen frem for en faktisk måling.  

Ændring af indgangsværdi ved værditabsberegning

Hvis Motorstyrelsen ved et pristjek bliver bekendt med, at den oprindelige værdifastsættelse, dvs. indgangsværdien ved værditabsberegningen, er forkert, vil Motorstyrelsen også genoptage det oprindelige afgiftstilsvar.

Det oprindelige afgiftstilsvar har hidtil dog kun kunnet genoptages i indtil 3 år efter tidspunktet for udløbet af angivelsesfristen for det oprindelige afgiftstilsvar. Det betyder, at Motorstyrelsen hidtil ikke har kunnet genoptage det oprindelige afgiftstilsvar i forbindelse med udarbejdelse af en værditabsberegning eller pristjek af værditabsberegning i situationer, hvor der er forløbet mere end 3 år siden fastsættelsen af det oprindelige afgiftstilsvar.

Registreringsafgiftsloven ændres, så Motorstyrelsen i forbindelse med en værditabsberegning eller kontrol af virksomhedens angivelse heraf på månedsangivelsen kan genoptage det oprindelige afgiftstilsvar, herunder den genberegnede værdi. Den oprindelige indgangsværdi og det oprindelige afgiftstilsvar kan dermed korrigeres.

Fristreglen i skatteforvaltningsloven vil dog fortsat skulle overholdes. Det betyder, at ændring af et afgiftstilsvar vil skulle varsles senest 6 måneder efter, at Motorstyrelsen er kommet til kundskab om forholdet, der begrunder fravigelsen af 3-årsfristen.

Frist for gennemførelse af værditabsberegning ved genberegning

Der indføres en frist på 7 dage til at anmode om, at der foretages en værditabsberegning. Fristen på 7 dage regnes fra sidste rettidige genberegningstidspunkt, dvs. senest 3 måneder efter tidspunktet for første registrering.

Det betyder, at virksomheder, der ikke anmoder om en værditabsberegning inden for fristen på 7 dage, vil fortabe retten til at gennemføre en værditabsberegning i forbindelse med genberegningen.

Der vil fortsat kunne ske værditabsberegning ved udløb eller afbrydelse af leasingperioden, men perioden mellem første registrering og det seneste rettidige genberegningstidspunkt vil ikke kunne medtages ved en sådan beregning. Virksomhederne vil derfor på genberegningstidspunktet skulle tage aktivt stilling til, om der ønskes værditabsberegning for typisk de første 3 måneder af afgiftsperioden.

Lov om vejafgift

Efter den eksisterende vejbenyttelsesafgiftslov betales der en periodebaseret afgift for lastbiler og lastvognstog, som anvendes til godstransport, og som har en tilladt totalvægt på 12 tons eller derover. Vejbenyttelsesafgiftsloven ophæves og erstattes af vejafgiftsloven.

Med vejafgiftsloven indføres der en kilometerbaseret vejafgift for motorkøretøjer, som benyttes til godstransport, og som har en teknisk tilladt totalvægt på 12 tons eller derover.

Vejafgiften fastsættes på baggrund af det antal kilometer, som det afgiftspligtige køretøj tilbagelægger på de veje, som er omfattet af vejafgiftsloven og ud fra en vejafgiftssats pr. kilometer. Satsen bestemmes af køretøjets teknisk tilladte totalvægt og CO2-udledning.

Motorkøretøjer, der i dag er fritaget for vejbenyttelsesafgift, vil fremover som udgangspunkt også være fritaget for vejafgift.

Se Vejafgifter.dk og Vejledning om fritagelse og afgiftspligt | Motorstyrelsen.

Nye frister for ændring af en afgørelse om et køretøjs registrering

Fremadrettet kan Motorstyrelsen genoptage og ændre en afgørelse om registrering af et køretøj i indtil 3 år regnet fra registreringen af køretøjet. Hidtil har fristen været 6 måneder. Der gælder fortsat de samme undtagelser til fristen som hidtil. Den nye frist gælder for afgørelser om registrering truffet fra og med 1. januar 2025.

 Fristen for at træffe afgørelse forlænges med 2 måneder, så afgørelsen fremadrettet skal træffes inden for 3 måneder, efter ændringen er varslet. Denne frist har hidtil været 1 måned. Der vil fortsat være mulighed for at anmode om forlængelse af denne frist, hvis det har betydning for ejerens muligheder for at varetage sine interesser.

Den nye frist gælder for afgørelser, hvor ændringen er varslet fra og med 1. januar 2025.

 

Karoline H. Thomsen

Karoline H. Thomsen

Seniorchefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3567
  • Mobil +45 2949 4413
  • E-mail kart@di.dk

Relateret indhold