18.09.24 DI Bilbranchen Nyheder

PSA accepterer bøde i sag mod forhandler

Dom i Østrig fra 2021 er nu fuldt op af en bøde på 15 mio. euro til PSA, mens forhandleren stadig kæmper for erstatning for sit tab.

Tilbage i 2021 fik en østrigsk Peugeot-forhandler medhold i, at Peugeot Østrig havde overtrådt både den østrigske konkurrencelov og EUs konkurrenceretlige regler.

Dommen fra Østrig fastslog blandt andet, at et system for honorering af garantiarbejde baseret på timebetaling var ulovligt, fordi betalingen ikke dækkede forhandlernes og reparatørernes reelle omkostninger ved det udførte arbejde. Udførelse af garantiarbejde var simpelthen ikke økonomisk rentabelt for forhandlerne, og det var i strid med konkurrencereglerne.

Sagen handlede også om bonusser, der kun blev udbetalt, hvis den enkelte forhandler klarede sig godt i kundetilfredshedsmålingerne, og om køretøjer som Peugeot, via sine egne detailforretninger, solgte så billigt, at de frie autoriserede forhandlere ikke kunne konkurrere med priserne. Denne del af afgørelsen var baseret på en overtrædelse af reglerne om misbrug af dominerende stilling.

Desværre for danske forhandlere, der står i samme situation, anvendes en anden opgørelse af markedsandele, end den der anvendes af de danske konkurrencemyndigheder og domstole.

Forhandler kæmper fortsat for erstatning

De forhold, som retten fastslog var ulovlige, skulle Peugeot Østrig ophøre med omgående. Bøden for overtrædelserne var dog stadig udestående, og er først i sommeren 2024 blevet fastsatte til 15 millioner euro af de østrigske konkurrencemyndigheder. Peugeot Østrig har nu meddelt, at de accepterer bødens størrelse og betaler bøden.

Sagen er dog ikke helt slut endnu. Bilforhandleren fra Østrig kæmper stadig for erstatning for det tab, som opsigelsen af ​​forhandlerkontrakten har forårsaget.

Bøden på den 15 millioner tilfalder ikke forhandleren, som i øjeblikket fungerer som servicepartner for Peugeot, Citroën og Opel på sine tre lokationer.

Sagen om erstatningskravet har afventet fastsættelsen af bøden og forhandleren vurderer, at det vil blive lettere at gennemføre sit erstatningskrav, når modparten nu har accepteret bøden, og dermed har undladt at anke bødens størrelse.

DI Bilbranchen mener

DI Bilbranchen glæder sig over, at afgørelsen om PSAs overtrædelse af konkurrencereglerne i Østrig nu er fulgt op med en bøde. Det viser, at det ikke er uden konsekvenser at ignorere nationale og EU-retlige konkurrenceregler. Det kan forhåbentlig have en præventiv effekt.

Samtidig er det dog ikke en bøde, den konkrete forhandler og hans kollegaer nyder godt af. Forhandleren kæmper stadig med konsekvenserne af at stille sig frem og sige fra, hvilket – må vi antage – var medvirkende årsag til opsigelse af forhandlerkontrakten.

For de danske forhandlere har afgørelsen en vis betydning for indholdet af og fortolkningen af eftermarkedskontrakten i relation til honorering af garantiarbejde, der efter afgørelsen skal dække reparatørernes reelle omkostninger.

De dele af afgørelsen, som omhandler salgskontrakten er desværre ikke umiddelbart i anvendelse i Danmark, da markedsandelene opgøres på en anden måde end i Østrig. Det betyder, at importøren ikke indtager en dominerende stilling i Danmark.

Karoline H. Thomsen

Karoline H. Thomsen

Seniorchefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3567
  • Mobil +45 2949 4413
  • E-mail kart@di.dk

Relateret indhold