Sådan får du klargøringsfradrag
Det faste fradrag er bortfaldet, men du kan stadig få klargøringsfradrag i særlige situationer. Læs her hvordan.
Motorstyrelsen afskaffede i 2022 klargøringsfradraget som et fast fradrag. Begrundelsen for afskaffelsen var, at Motorstyrelsen fremefter vurderede et køretøjs vedligeholdelsesstand på tidspunktet for registrering, hvor køretøjet som regel er klargjort, og ikke på tidspunktet for toldsyn.
Du kan stadig få fradrag
Afskaffelsen er dog ikke ensbetydende med, at der ikke længere kan opnås et fradrag. Hvis følgende betingelser alle er opfyldt, kan der alligevel et fradrag efter den nye praksis:
- Køretøjet må ikke være klargjort på registreringstidspunktet.
- Værdifastsættelsen skal ske med udgangspunkt i forhandlerannoncerede køretøjer.
- Køretøjets vedligeholdelsesstand skal berettige til et fradrag.
Et fradrag kan kun være berettiget, hvis det køretøj, som værdifastsættes, må antages at have en lavere værdi, fordi køretøjet - i modsætning til de forhandlerannoncerede køretøjer, som værdifastsættelsen tager udgangspunkt i - ikke er klargjorte på registreringstidspunktet.
Det betyder, at der skal være nogle forhold ved køretøjet, som har en betydning for værdien, og som vil blive udbedret i forbindelse med en klargøring.
Det bemærkes for god ordens skyld, at køretøjer, der er under 6 måneder gamle (regnet fra tidspunktet for første registrering eller ibrugtagning), som klart udgangspunkt ikke vil være berettiget til et sådant fradrag.
Der skal være tale om forhold, som normalt vil blive udbedret ved en almindelig klargøring, og som har en betydning for værdien.
Dette udløser fradrag
Kosmetiske forhold:
Det er ikke tilstrækkeligt, at køretøjet er beskidt, snavset m.v., og at en klargøring alene omfatter en kosmetisk rengøring af bilen, herunder vask, støvsugning og pudsning af ruder. En kosmetisk rengøring i kombination med en polering og lakforsegling og eventuel sæderens og vinylpleje kan dog være tilstrækkeligt til, at der kan gives et fradrag. Det skal dog understreges, at køretøjets lak inden klargøringen skal være i en sådan stand, at en polering vil medføre en væsentlig forbedring af lakkens stand.
Mekaniske forhold:
Klargøring, der er påkrævet for at køretøjet kan godkendes ved syn, har som udgangspunkt ikke indflydelse på, om et køretøj skal betragtes som mekanisk klargjort. Det skyldes, at køretøjet efter reglerne i registreringsafgiftsloven som minimum forudsættes at være i registreringsklar stand.
Mekanisk klargøring, som ligger ud over den mekaniske klargøring, der er påkrævet for at køretøjet kan godkendes ved syn, og som eventuelt kombineres med en mindre kosmetisk klargøring, vil som udgangspunkt også kunne berettige til et fradrag. Det kan f.eks. være udskiftning af slidte bremser eller dæk.
Dokumentation
Det skal kunne dokumenteres, at bilen på registreringstidspunktet, som følge af kosmetiske og/eller mekaniske forhold, var i en sådan stand, at dette må antages at have betydning for værdien.
Der kan gives et fradrag for manglende klargøring, hvis Motorstyrelsen besigtiger køretøjet og vurderer, at køretøjets stand berettiger til fradraget. Motorstyrelsen vurderer dog, at dokumentation, for at betingelserne for at opnå et fradrag er opfyldt, også kan være ske ved billeddokumentation.
Størrelsen på fradraget
Det er Motorstyrelsens vurdering, at de tidligere satser for klargøringsfradrag på 3 pct., dog maks. 8.000 kr., kan anvendes. Dette skyldes, at denne procentsats generelt udtrykker den lavere værdi, som et køretøj har som følge af en manglende klargøring. I kombination med andre fradrag, f.eks. fradrag for en vedligeholdelsesstand under middel eller fradrag for skiftende chauffører, er beløbsgrænsen fortsat 20.000 kr.
Læse mere om bl.a. dokumentationen her: Retningslinjer for opnåelse af fradrag som følge af manglende klargøring - info.skat.dk