DI Bilbranchen har sat din forhandlerkontrakt på formel
Med et brancheudviklet værktøj kan du nu regne på, om en leverandørkontrakt er udtryk for en reel businesscase eller ej for din forretning.
DI Bilbranchen vil på et webinar den 10. december i samarbejde med Focus Advokater lancere og præsentere et nyudviklet værktøj, som din bilvirksomhed kan bruge til en individuel vurdering af, om en forhandler- eller eftermarkedskontrakt er en "god" forretning eller ej.
Kontrakter og bilag er ofte svære at gennemskue
Når DI Bilbranchens medlemmer modtager en ny leverandørkontrakt, er det ofte svært for den enkelte virksomhed at kunne gennemskue ud fra teksten i kontrakten og bilag alene, hvad forhandlingen af et bilmærke kan tilføre virksomheden rent økonomisk.
Djævlen ligger som bekendt i detaljen. Hvad betyder det f.eks. helt konkret for indtjeningen, hvis lagerrenterne stiger og hvad sker der for regnestykket, hvis salgsmålet ikke nås?
På opfordring fra DI Bilbranchens Erfagruppe for forhandlerforeninger har DI Bilbranchen udarbejdet en regnemodel for, hvornår en leverandørkontrakt er attraktiv.
Formålet med værktøjet er at give medlemmerne af DI Bilbranchen bedre forudsætninger for at kunne vurdere, om en ny leverandørkontrakt helt overordnet giver sorte tal på bundlinjen.
Værktøjet kan eksempelvis anvendes i forbindelse med kontraktforhandling med en ny producent/importør eller med det formål at vurdere, om en igangværende kontrakt bør justeres, hvis det skal give mening at fortsætte samarbejdet. Derudover kan værktøjet også internt give et godt indblik i forskellige faktorers betydning for indtjeningen.
Testet af medlemmerne med revisorgodkendte formler
Hele modellen er udarbejdet af DI Bilbranchen med hjælp fra en række medlemsvirksomheder, som har testet værktøjet. Derudover er formler og indhold stikprøvevist revisorgodkendt, og der er modtaget bistand fra professionelle rådgivere, herunder advokat og revisor.
Tilmeld dig webinaret og tilgå værktøjet herefter
På webinaret den 10. december kl. 11 vil Advokat og partner Jesper Kruse Markvart fra Focus Advokater præsentere regnemodellen og gennemgå, hvordan modellen kan anvendes. Herefter kan modellen downloades til brug i virksomheden.
Indholdet, herunder de enkelte indtægts- og omkostningsposter, er identificeret af DI Bilbranchen og rådgiverne i fællesskab med input og inspiration fra DI Bilbranchens medlemmer.
Der er tale om en meget omfattende og detaljeret model, som det kræver tid at udfylde for den enkelte. Modellens brugbarhed og resultater afhænger i høj grad af, at den enkelte bruger har været omhyggelig med at udfylde modellen.
Forbehold for brug af regnemodellen
Det er vigtigt at bemærke, at modellen ikke indeholder direkte eller indirekte anbefalinger og modellen ikke må forstås eller fortolkes som DI Bilbranchens anbefaling eller påvirkning af, hvorvidt en kontrakt skal indgås eller ej.