01.07.25 DI Bilbranchen Nyheder

Nye regler på motorområdet

Fra 1. juli 2025 gælder flere nye regler på motorområdet. Nedenfor giver vi et resumé af de nye regler.

Ændring af betalingsregler

Reglerne om, at betaling for nummerplader, prøveskilte, prøvemærker, registrering af køretøjer og registreringsattester skal ske kontant, ændres til, at ydelserne skal forudbetales. Ændringen er begrundet i, at der ikke an ske kontant betaling, når motorekspeditionerne nedlægges.

Diplomatnummerplader

Reglerne ændres, så det bliver muligt for nummerpladeoperatører at indregistrere køretøjer med diplomatnummerplader. 

Det sikres, at alle synsvirksomheder, der indvilger i at foretage alle typer af indregistreringer, ikke skal have diplomatnummerplader på lager, uden at have behov for dette, f.eks. på grund af deres geografiske placering.

Udenlandske nummerplader

Der fastsættes regler om, at ved indregistrering af udenlandske køretøjer skal de udenlandske nummerplader afleveres til den myndighed eller nummerpladeoperatør, der foretager registreringen. Det fastsættes også, at nummerpladeoperatøren skal destruere nummerpladerne. Det gælder, uanset om køretøjet senest har været registreret i et land i EU/EØS eller i et land udenfor EU/EØS.

Beskadigede nummerplader

Nummerplader, der er blevet beskadiget, skal afleveres til en nummerpladeoperatør i stedet for Motorstyrelsen. Hvis ejeren beder om det, skal nummerpladeoperatøren anmode Motorstyrelsen om en erstatningsnummerplade.

Erstatningsnummerpladen bliver leveret til nummerpladeoperatøren, som skal ombytte den beskadigede nummerplade. Nummerpladeoperatøren skal destruere den beskadigede nummerplade og gemme billeddokumentation af destruktionen.

Aflevering af ønskenummerplader og historiske nummerplader

Disse nummerplader kan fra 1. juli 2025 kun afleveres ved en nummerpladeoperatør. 

Bestilling af prøvemærker

Fra den 1. juli 2025 kan nummerpladeoperatører, der er autoriseret til at udskrive prøvemærker, stå for bestilling af prøvemærker på vegne af en anden – både til den, som henvender sig på egne vegne, og til den, som henvender sig på vegne af en tredjepart med en fuldmagt. Fuldmagten skal opbevares i 12 måneder fra bestillingen af prøvemærket. Det er kun synsvirksomheder og omsynsvirksomheder, der kan autoriseres til at udskrive prøvemærker. Derfor er det også kun de virksomheder, der kan bestille på vegne af en anden.

Betaling

Betaling for ydelser og varer efter registreringsbekendtgørelsen kan kun ske digitalt.

Betaling for forsendelsesomkostninger for f.eks. bestilte nummerplader tilbagebetales ikke, hvis det bestilte ikke afhentes til tiden. Det fastsættes også, at forsendelsesomkostninger skal betales ved bestillingen, og at Motorstyrelsen kan beslutte, at der for visse typer af nummerplader ikke opkræves forsendelsesomkostninger.

Bestilling af nummerplader for pladeoperatører

Fra den 1. juli 2025 er det Motorstyrelsen, der bestemmer, hvilke plader nummerpladeoperatører skal have på lager. Det sker på baggrund af virksomhedstype, efterspørgsel, geografisk dækning m.v. Skatteforvaltningen kan efter nummerpladeoperatørens anmodning ændre, hvilke typer af nummerplader denne skal have på lager, hvis særlige grunde taler herfor. 

DI Bilbranchen har protesteret over, at nummerpladeoperatøren ikke selv kan beslutte, hvilke nummerplader, der skal være på lager. På grund af kravet om forudbetaling er det forbundet med omkostninger for nummerpladeoperatøren at lagerføre nummerpladerne og nogle nummerpladetyper efterspørges måske meget sjældent eller aldrig.

Det er i den forbindelse også DI Bilbranchens opfattelse, at den pågældende nummerpladeoperatør frem for skatteforvaltningen er den nærmeste og bedst kvalificerede til at vurdere, hvilke nummerpladetyper, kunderne i nummerpladeoperatørens område, efterspørger. Kunderne kan via skatteforventningens website orientere sig om, hvilke nummerpladeoperatører der har alle typer af nummerplader på lager.

Betaling af nummerplader til invalidekøretøjer

Fra den 1. juli 2025 bliver det muligt for nummerpladeoperatører at få refunderet betalingen for nummerplader til de såkaldte invalidekøretøjer. Efter denne bestemmelse kan der uden betaling udleveres nummerplader til køretøjer tilhørende personer, som opfylder betingelserne for at få støtte til erhvervelse af køretøjet efter lov om social service eller barnets lov. 

Motorstyrelsen vil midlertidigt fortsat foretage registreringen af denne type køretøjer. Nummerpladeoperatører vil blive orienteret, når processen overgår til registrering hos dem. 

Synsvirksomheder, der også er nummerpladeoperatører, og som har indvilget i at have alle typer af plader på lager for at få nummerplader stillet gratis til rådighed, kan imidlertid allerede fra 1. juli 2025 udlevere nummerplader uden betaling til invalidekøretøjer. 

Karoline H. Thomsen

Karoline H. Thomsen

Seniorchefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3567
  • Mobil +45 2949 4413
  • E-mail kart@di.dk

Relateret indhold