Foto: Motorstyrelsen
29.09.26 • DI Bilbranchen • Nyheder

Motorregistret ændres: 42 udstyrsfelter fjernes

Motorstyrelsen har varslet omfattende ændringer i Motorregistret, som kan få betydning for virksomheder, der benytter eksterne services og integrationer til Motorregistret.

Motorstyrelsen fjerner 42 udstyrsfelter fra Motorregistrets database, skemaer, services og brugergrænseflade. Ændringerne forventes at træde i kraft den 29. december 2026 i forbindelse med release 26.4a.

Det gælder blandt andet oplysninger om:

  • Xenonforlygter
  • Metallak
  • El-soltag og glastag
  • Firehjulstræk (4WD)
  • Automatgear
  • Lædersæder
  • Luftaffjedring
  • Ratvarme
  • Turbo
  • samt en række øvrige udstyrs- og køretøjsspecifikationer. 

Se mere her:  Varsling af skemaændringer, der påvirker eksterne services fra 29. december 2026

Hvem bliver berørt?

Ifølge Motorstyrelsen kan ændringen påvirke virksomheder, der anvender eksterne integrationer til Motorregistret, herunder blandt andet importører, producenter og synsvirksomheder. Ændringen får desuden betydning for en række webservices, som anvendes til udveksling af data med Motorregistret.

For virksomheder, der har egne IT-løsninger eller tredjepartssystemer koblet til Motorregistret, kan det derfor være nødvendigt at gennemgå integrationer og datamodeller i god tid inden årsskiftet.

Hvorfor fjernes felterne?

Motorstyrelsen oplyser, at ændringen er anden del af et større oprydningsarbejde. I samarbejde med Færdselsstyrelsen har man vurderet, at de pågældende felter ikke længere er relevante for myndighedernes sagsbehandling.

Hvad bør virksomheder gøre nu?

Virksomheder, der anvender data fra Motorregistret via systemintegrationer, bør undersøge, om de berørte felter indgår i egne løsninger, rapporter eller forretningsprocesser.

Motorstyrelsen forventer at offentliggøre en nærmere teknisk specifikation af ændringerne på interessentsitet for Motorregistret snarest muligt.

Karoline H. Thomsen

Karoline H. Thomsen

Seniorchefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3567
  • Mobil +45 2949 4413
  • E-mail kart@di.dk

Relateret indhold