Foto: Colourbox
15.04.26 DI Bilbranchen Nyheder

Forsinkede registreringsattester skaber udfordringer

Motorstyrelsen er blevet opmærksom på, at postudbringningen under de nye rammer giver problemer.

DI Bilbranchen har rettet henvendelse til Motorstyrelsen omkring disse udfordringer og det viser sig nu, at flere virksomheder har samme problem i forhold til at modtage post, herunder registreringsattester afsendt fra Motorstyrelsen, hvilket selvsagt er problematisk for især bilforhandlere.

Motorstyrelsen er på den baggrund blandt andet i dialog med postleverandøren dao. I nogle tilfælde skyldes udfordringerne, at opstillingen af postkasser ikke lever op til de gældende krav.

Dao kan kontaktes for spørgsmål, vejledning og samarbejde omkring etablering af adgang eller særaftaler, hvor det er nødvendigt.

Dao uddeler post i nattetimerne, typisk mellem midnat og tidlig morgen. Det betyder, at dao ikke har adgang til bygninger, institutioner og virksomheder uden for åbningstid medmindre, der på forhånd er etableret adgang. For at sikre, at virksomhederne fortsat modtager post rettidigt og uden afbrydelser, er det derfor nødvendigt at etablere et postkasseanlæg eller tilsvarende løsning med adgang udefra, så posten kan afleveres sikkert og effektivt. Der gøres i øvrigt opmærksom på, at navn og adresse skal fremgå tydeligt på postkassen. 

 På given foranledning videreformidler vi derfor nedenstående information om korrekt opsætning af brevkasser/postkasser.

Gældende lovgivning og krav

Ifølge Postlovens § 8 gælder følgende:

“Ejeren skal opstille brevkasse ved indgangen til den enkelte parcel ved bygninger, villaer og rækkehuse med en eller flere husstande eller erhverv m.v.” 

“Brevkasseanlæg skal opstilles i eller ved etageejendomme med flere afleveringssteder (husstande, erhverv m.v.). Det påhviler ejeren at opstille brevkasseanlæg og at give postvirksomheder adgang til anlægget.”

DI Bilbranchen og Motorstyrelsen anbefaler, at medlemsvirksomhederne:                     

  1. Gennemgår de nuværende adgangsforhold og postløsning.
  2. Sikrer, at dao’s bude kan aflevere post i nattetimerne, enten via et postkasseanlæg med adgang udefra eller gennem en særskilt løsning (fx adgang til reception).
    Man er velkomne til at få vejledning ved at kontakte telefon nr. 44 517 101.
  3. Etablerer eventuelle ændringer så hurtigt som muligt, så postomdelingen ikke afbrydes.
Karoline H. Thomsen

Karoline H. Thomsen

Seniorchefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3567
  • Mobil +45 2949 4413
  • E-mail kart@di.dk

Relateret indhold