Foto: Colourbox
19.05.26 DI Bilbranchen Nyheder

Hvordan kommer vi de klonede biler til livs?

Kloning af biler er en stigende udfordring i branchen. DI Bilbranchen søger input til løsninger.

Kloning af biler udgør i stigende grad en alvorlig udfordring for både forhandlere, myndigheder og forbrugere. I branchen oplever vi, at problemet er tiltagende, og at der er flere forhold, der medvirker til udviklingen.

En central udfordring er, at klonede køretøjer i nogle tilfælde kan passere gennem systemet uden at blive opdaget. Det svækker tilliden til systemet og øger risikoen for, at ulovlige køretøjer bringes i handel. F.eks. kan selv små variationer i et stelnummer – f.eks. ændring af enkelte tegn – være vanskelige at opdage i praksis.

Som bekendt kan fejl forekomme, hvor mennesker er involveret, og problemstillingen er derfor kompleks. Konsekvenserne kan være betydelige. Hvis et køretøj senere viser sig at være klonet, risikerer det at blive konfiskeret af politiet, hvilket kan medføre væsentlige økonomiske tab for forhandleren – enten direkte eller via forpligtelser over for kunder.

Dialog med Færdselsstyrelsen

DI Bilbranchen har været i dialog med Færdselsstyrelsen om problemstillingen. Styrelsen er opmærksom på udfordringen og har tidligere haft nedsat en arbejdsgruppe, der har rapporteret til Trafikministeriet. Der er dog endnu ikke omsat konkrete løsninger til praksis.

Styrelsen understreger, at de gerne vil bidrage til at finde løsninger, men at de løsninger, der hidtil har været drøftet, ikke i tilstrækkelig grad har ramt problemets kerne.

Udfordringer ved de kendte løsningsmodeller

I dialogen har en række mulige tiltag været drøftet:

  • Skærpet kontrol i synsprocessen
    Øgede krav til kontrol ved syn kan potentielt reducere problemet, men vil også medføre øgede omkostninger. Da langt de fleste køretøjer ikke er klonede, vil sådanne tiltag ramme bredt og kan opleves som uproportionalt.
  • Uddannelse af synsmedarbejdere
    Øget fokus på kompetenceudvikling er relevant, men vurderes ikke alene at kunne løse problemet. Måske handler det mere om vilje end viden.
  • Centralisering af toldsyn
    En løsning, hvor toldsyn samles hos Færdselsstyrelsen, vil indebære en væsentlig serviceforringelse og påvirke de private synsvirksomheders forretningsgrundlag.

Der er derfor behov for mere målrettede løsninger, som i højere grad rammer dem, der bevidst omgår reglerne.

Mulige spor til løsninger

I branchen er der allerede peget på en række mulige tilgange, som kan danne grundlag for det videre arbejde:

  • Styrket dokumentation ved syn
    Udvidet brug af fotodokumentation – f.eks. billeder af stelnummer fra flere kilder (karrosseri, elektronisk aflæsning, infotainment mv.) Har tidligere vist sig effektiv i forhold til de såkaldte ”SMS-syn” og kan styrke identifikationen af køretøjer.
  • Målrettet kontrol
    Fokus på særlige risikoprofiler, f.eks. køretøjer med flere registreringssyn på kort tid.
  • Supplerende identitetsvalidering
    Mulighed for frivillige attester eller services, hvor køretøjets identitet valideres grundigere.
  • Branche-standarder
    Udvikling af en fælles standard i regi af DI Bilbranchen for identifikation af køretøjer.
  • Langsigtede teknologiske løsninger
    Inspiration fra andre brancher, hvor produkter har unikke og vanskeligt kopierbare identiteter, som kan styrke sikkerheden.

Det er vigtigt at understrege, at løsningerne skal stå mål med omfanget af problemet, være målrettet problemet og være praktisk anvendelige i hverdagen.

Vi har brug for jeres input

Færdselsstyrelsen har efterspurgt nye og bedre løsningsforslag – og har tilkendegivet, at de er meget villige til at arbejde videre med konkrete, målrettede forslag fra branchen.

Derfor opfordrer vi vores medlemmer til at bidrage:

  • Hvilke løsninger kan gøre det sværere at klone biler – uden at skabe unødige byrder for de mange, der følger reglerne?
  • Hvor kan indsatsen sættes ind for at forebygge problemet tidligere i kæden
  • Hvilke konkrete tiltag vil være realistiske at implementere i praksis?

DI Bilbranchen vil samle input fra medlemmerne og bringe dem videre i dialogen med myndighederne. Kontakt os derfor meget gerne med forslag og erfaringer.

Se kontaktinfo nedenfor.

Karoline H. Thomsen

Karoline H. Thomsen

Seniorchefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3567
  • Mobil +45 2949 4413
  • E-mail kart@di.dk

Relateret indhold