Nationale tiltag forlænget til 28. februar 2021
Sundhedsmyndighederne har anbefalet, at der fortsat skal være smitteforbyggende tiltag for at nedbringe smitten med COVID-19. Regeringen har besluttet at følge anbefalingerne. Alle nationale tiltag om bl.a. mundbind og arealkrav fortsætter derfor foreløbigt til og med 28. februar 2021.
Sundhedsmyndighederne, har udtrykt stor bekymring for smitten med COVID-19, som bl.a. i hovedstadsområdet har været stigende. Regeringen har derfor besluttet at forlænge de allerede gældende nationale tiltag til og med 28. februar 2021.
For detailhandlen, herunder bilbranchen, gælder følgende tiltag og anbefalinger.
- Krav om brug af mundbind eller visir i detailhandlen.
- Opfordring til brug af mundbind i forbindelse med al samtransport med deltagelse af mere end to personer, hvor transporten er arbejdsrelateret. Dette gælder også transport til og fra arbejde.
- Krav om synligt opsynspersonale i butikker på over 2.000 m2 og opfordring til mindre butikker om at have det samme.
- Anbefaling om, at kun ét familiemedlem handler ad gangen.
- Krav om skiltning i detailhandlen med, hvor mange kunder der maksimalt må lukkes ind i lokalet. I lokaler op til 1.999 m2 må der maksimalt tillades adgang for en kunde pr. fire m2 gulvareal. Herefter må der maksimalt tillades adgang for en kunde pr. ti m2 gulvareal op til 4.999 m2.
- Krav om, at det ved tydelig afmærkning, instruktion eller lignende tydeligt fremgår, at kunder skal bevæge sig i samme retning eller holde til højre i udvalgsvarebutikker, dagligvarebutikker varehuse, storcentre, stormagasiner, arkader og baserer mv. over 2.000 m2.
Bemærk, at der fra den 9. december 2020 til og med 3. januar 2021 gælder skærpede tiltag i 38 kommuner i Region Hovedstaden, på Sjælland og i Aarhus og Odense.
Hjælpepakkerne til erhvervslivet er aftalt forlænget, så de gælder frem til og med 28. februar 2021.
Kontakt Bilbranchen med spørgsmål
Har du spørgsmål om myndighedernes tiltag og anbefalinger, kan du kontakte chefkonsulent Niels Bruun.