Værdifastsættelse af brugte biler
Få adgang til et professionelt værktøj til værdifastsættelse og afgiftsberegning af brugte biler.
Bilbranchen har indgået en rammeaftale med Auto IT A/S om adgang for Bilbranchens medlemmer til Estimatic – et semiautomatisk værktøj til fastsættelse af handelsværdien af brugte biler med og beregning af registreringsafgift. Auto IT A/S er også leverandør til Motorstyrelsen.
Hvad er Estimatic?
Handelspriser på biler skal afspejle markedsprisen på biler, så afgiften bliver korrekt. Estimatic er et værktøj til dig, der har brug for den hurtigste og bedste måde at sætte handelspriser på biler. Estimatic er en semiautomatisk løsning, så du som bruger ikke skal spilde din tid på at fremsøge annoncer, foretage beregninger, mv.
Flere medlemsvirksomheder har kigget ind i systemet
Bilbranchen har sammen med et par medlemsvirksomheder, der i praksis arbejder dagligt med værdifastsættelser, fået Estimatic præsenteret. Der er efter Bilbranchens opfattelse tale om et utrolig godt arbejdsredskab, både som en tidsmæssig lettelse for dem, der dagligt arbejder med værdifastsættelse og som en stor hjælp for dem, som ikke har så stor erfaring med dette. En af de ting, som har imponeret Bilbranchen, er bl.a. muligheden for fabriksopslag på både det konkrete køretøj og de sammenlignelige køretøjer med hurtig mulighed for at fastslå eventuelle forskelle i udstyrsniveauet.
Sådan kommer du i gang
Medlemmer af Bilbranchen kan få adgang til værktøjet, som både kan værdifastsætte køretøjer og beregne selve afgiften. Medlemmer af Bilbranchen er i en opstartsperiode sikret en favorabel pris, som også kan anvendes efter opstartsperiodens udløb, hvis det samlede antal vurderinger eller beregninger holder det niveau, som Bilbranchen har aftalt med Auto IT som grundlag for prisen.
Man betaler kun for de beregninger/værdifastsættelser, man gennemfører. Man kan således ophøre med brugen af systemet når som helst. Ordningen er ikke forbundet med et abonnement eller bindinger.
Bilbranchens medlemmer tilbydes endvidere 20 % rabat på licensen på hjemmesideplatformen CarLite. Herudover tilbydes Biltorvets Byttebilsberegner.
Du kan tilmelde dig her eller direkte hos Auto IT A/S. Tilmelder du dig direkte hos Auto IT A/S, skal du, for at opnå den laveste pris, huske at oplyse, at virksomheden er medlem af Bilbranchen.
Opmærksomheden henledes på, at der forløber en periode fra tilmeldingen til aktiveringen af tilmeldingen.