Fotokredit: Colourbox

27.10.21 Bilbranchen Nyheder

Flere problemer med bilproduktion kan lure lige om hjørnet

Først kom corona, så fulgte en række coronakonsekvenser med mangel på råstoffer og mikrochips, og nu kan manglen på magnesium vise sig at give den næste bølge af udfordringer for de europæiske bilproducenter. Det har fået en lang række industriorganisationer til at råbe vagt i gevær i EU.

EU er stort set udelukkende afhængig af Kinas levering af magnesium. Hele 95 pct. af al magnesium produceret til brug i EU er produceret i Kina. Derfor gør det udfordringen ekstraordinær stor for EU’s industrier, der anvender magnesium i stor stil, når den kinesiske regering indfører initiativer, som bl.a. betyder, at det kinesiske marked bliver prioriteret fremfor andre markeder. Samtidig oplever markeder udenfor Kina ekstraordinære prisstigninger.

Én af de industrier, som anvender magnesium i stor stil, er bilindustrien. Det relativt lette materiale, som magnesium er, benyttes i mange dele af nyproducerede køretøjer. Derfor vil mangel på magnesium fra Kina gå mindst lige så hårdt ud over bilindustriens produktion, som vi i øjeblikket oplever med manglen på mikrochips.

Det fik forleden de europæiske bilproducenters talerør i EU, ACEA, til sammen med en lang række andre store europæiske industriorganisationer at henvende sig til EU. De i alt ti tværindustrielle organisationer kræver hurtig handling fra EU til at gå i dialog med deres kinesiske modparter, for at finde en både kortsigtet og langsigtet løsning på magnesiummangel i EU. Du kan læse hele brevet på linket nedenfor.

Bilbranchen vil følge situationen tæt og orientere, hvis der kommer nye meldinger fra bilproducenterne og deres underleverandører.

Fælles brev om magnesiummangel

Brev til EU
Kenneth L. Hjorth-Hansen

Kenneth L. Hjorth-Hansen

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3302
  • Mobil +45 4141 7791
  • E-mail klhh@di.dk

Relateret indhold