Fotokredit: Colourbox

09.08.22 DI Bilbranchen Nyheder

Klarhed om regler for mobile værkstedsservices

I et brev sendt til kommunerne og Bilbranchen/DI har Miljøstyrelsen bekræftet, at virksomheder, som udfører mobile værkstedsservices skal overholde samme regler som faste værksteder. Bilbranchen tager meget positivt imod orienteringen.

I foråret kunne Bilbranchen orientere om et indledende møde med Miljøstyrelsen om klarhed for reglerne om mobile værkstedsservices. Mødet, som Bilbranchen og DI tog initiativ til, kom i stand efter henvendelser fra medlemmer, der gjorde opmærksom på, at der blandt kommuner og virksomheder i branchen har været tvivl om kravene til mobile værkstedsservices.

Denne tvivl retter en ny orienteringsskrivelse nu op på. I starten af juli skrev Miljøstyrelsens erhvervsenhed således til alle landets kommuner, at mobile værkstedsservices er omfattet kravene i både autoværkstedsbekendtgørelsen såvel som i miljøtilsynsbekendtgørelsen, på samme måde som traditionelle faste værksteder er omfattet.

Styrelsen fremhæver bl.a., at ”de mobile aktiviteter vil… være omfattet af miljøtilsynsbekendtgørelsens krav, herunder kravet om regelmæssige tilsyn.” Tilsynskravet har historisk været en udfordring for landets kommuner at håndtere, lige som det har været en udfordring for virksomhederne at anmelde mobile aktiviteter forud for udførelsen heraf.

Miljøstyrelsen anerkender i brevet, at der kan være praktiske vanskeligheder for både virksomheder og kommuner i at efterleve kravene, og at styrelsen derfor vil se på, om det er muligt ved eventuelle ændringer af de to bekendtgørelser at håndtere disse vanskeligheder.

Bilbranchen mener…
Med Miljøstyrelsens orientering til branchen og de tilsynsførende kommuner, er Bilbranchen glad for, at der nu er klarhed over, hvilke krav, der gælder for mobile værkstedsservices.

Ligesom faste værksteder skal overholde kravene i begge bekendtgørelser – først og fremmest af hensyn til miljøpåvirkningen fra det udførte arbejde – mener Bilbranchen, at det også er nødvendigt, at samme krav overholdes, når samme services udføres andre steder end på et fast værksted.

Der har ikke tidligere været samme klarhed, fordi mobile værkstedsservices ikke har fyldt så meget i kommunerne. Men med den seneste udvikling, hvor mobile services i højere udføres ude hos kunden, har der været et stigende behov for denne klarhed.

Mobile services er et relativt nyt område for branchen, og vi har medlemmer, der overvejer at tilbyde denne service. Derfor er det rigtig godt, at vores møde med styrelsen i foråret nu har resulteret i klarhed over reglerne på området. Thomas Møller Sørensen, Branchedirektør

Bilbranchen vil fortsat følge udviklingen på dette lovgivningsområde, og inddrage medlemmer, når/hvis eventuelle forslag til ændringer sendes ud.

Kenneth L. Hjorth-Hansen

Kenneth L. Hjorth-Hansen

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3302
  • Mobil +45 4141 7791
  • E-mail klhh@di.dk

Relateret indhold