Kom i dialog med forsvaret
Oprustningen af det danske forsvar kræver et tættere samarbejde med erhvervslivet. Derfor inviterer DI Bilbranchen og DI Forsvar & Sikkerhed medlemmer til dialogmøde.
I de senere år er verden blevet et mere usikkert sted. Det har medført et øget fokus på det danske forsvar og vores evne til at forsvare danske interesser. Forsvaret skal oprustes i alle henseender, og via forsvarsforliget er der foreløbigt dedikeret 195 mia. kr., der skal bidrage til at udvikle og forbedre det danske forsvar.
Med de øgede midler kommer der automatisk et behov for mere arbejdskraft - herunder også længere værnepligt. Arbejdskraft er imidlertid allerede en knap ressource både civilt og i Forsvaret, og derfor er der behov for at overveje fleksible samarbejdsløsninger på tværs af sektorer. Sådanne løsninger kan blandt andet sikre, at vi sammen bruger samfundets ressourcer bedst muligt.
På den baggrund vil DI Bilbranchen og DI Forsvar & Sikkerhed i samarbejde med Forsvaret gerne invitere til et uformelt møde om samarbejdsmulighederne mellem bilbranchen/lastbilbranchen og Forsvaret i Industriens Hus, mandag den 25. november 2024 kl. 13:00-15:00.
På mødet vil vi drøfte nogle konkrete cases for, hvordan et eventuelt tættere samarbejde mellem branchen og Forsvaret kan se ud. Vi har ikke alle svar, og vi finder dem sandsynligvis heller ikke på to timer, men vi tror på, at der er synergier at hente gennem samarbejde, og derfor har vi brug for dit bidrag til drøftelserne.
Bud på tættere samarbejde kan blandt andet være bedre udnyttelse af arbejdskraft og løbende opgaver - ikke mindst i forhold til at få flere unge mennesker i uddannelse indenfor områder, der er af central betydning for både branchen og Forsvaret.
Med på mødet vil Forsvaret deltage med repræsentanter fra Forsvarets Personale Styrelse (FPS) og Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste (FVT), imens også DI Bilbranchen og DI Forsvar & Sikkerhed vil være repræsenteret på mødet.
Program for mødet
- Velkomst v/DI
- Cases: Status, fremtidsperspektiver og samarbejdsmuligheder v/Forsvaret
- Drøftelse case-grupper v/gruppediskussion
- Opsamling og næste skridt v/DI og Forsvaret