17.12.24 DI Bilbranchen Nyheder

Året der gik - En ny branche tegner sig

DI Bilbranchens direktør ser tilbage på et år med øget internationalt fokus, opsang til forsikringsselskaber og rekordmange medlemsaktiviteter. Og så tegner 2025 til at blive et særdeles interessant politisk år.

I mange år har vi i branchen talt om den storm, vi i horisonten kunne se ville give vore medlemmer udfordringer såvel som muligheder. Vi har i flere år kunnet se, hvordan den grønne omstilling ville komme til at stille massive investeringskrav til hele bilindustrien, fra fabrikker til forhandlere.

Vi har også kunnet se, hvordan nye og konkurrencedygtige bilmærker, ikke mindst fra Kina, langsomt begyndte at få fodfæste, både herhjemme og på markederne omkring os. Og vi har kunnet konstatere, hvordan ændringer i afgiftssystemet gradvist har udfordret mærkeforhandleres forretningsmodel, både i forhold til indtjening på salg af nye og brugte biler og i forhold til forretningsmodellen for eftermarkedet.

Selvom vi i flere år har kunnet se ændringerne komme, føles det alligevel voldsomt nu at stå midt i stormen, hvor flere store ændringer finder sted på samme tid. Igennem 2024 har vi i sekretariatet i DI Bilbranchen løbende forsøgt at informere vore medlemmer om ændringerne, og vi har bestræbt os på i vor kommunikation og i vore initiativer at pege på såvel de udfordringer, som de muligheder, ændringerne fører med sig.

Andedammen er fortid

Året 2024 blev ikke mindst et skelsættende år på grund af det internationale aspekt. Selvom vi altid har haft den internationale udvikling for øje i DI Bilbranchen, så har vi i år for alvor mærket, at vi i branchen herhjemme ikke længere er en slags andedam, hvor alle kender alle, og dagen i morgen ligner dagen i dag. Ind er kommet nye internationale spillere i både importør- og forhandlerled, og den geopolitiske udvikling i forholdene mellem Kina, USA og EU har aldrig været mere relevant for medlemmernes kommercielle og strategiske satsninger end nu.

Inden vi gik ind i 2024 var den europæiske bilindustri i forvejen udfordret, og med kinesiske bilmærkers stigende indtog i Europa og tab af markedsandele i Kina, synes kampen for de europæiske bilproducenter  lige nu hård. EU har foreløbig reageret med en straftold på elbiler fra Kina, og vi har i sekretariatet flere gange måttet informere om nye justeringer i toldsatserne – ligesom vi har holdt et webinar om ”den måske kommende told”. 

Udviklingen i Kina gjorde, at sekretariatet i samarbejde med DI’s kontor i Shanghai i starten af året tilbød medlemmerne en studietur til landet for at se forandringerne med egne øjne. Turen til Kina med 18 gode medlemmer var så stor en succes, at vi allerede nu tilbyder medlemmer at deltage i endnu en tur i foråret 2025. Det kan du læse mere om her.

Kinas indtog i Europa bidrager også til en udvikling, hvor det nu står fast, at den grønne omstilling af Europas bilpark foregår i to hastigheder. Under min deltagelse i AECDRs årsmøde blev jeg for alvor klar over dette. Hvor vi i de nordeuropæiske lande har midlerne til at støtte salget af elbiler (og bilejerne har større købekraft), så kniber det i syd. Producenternes frygt for bøder for manglende overholdelse af EU's CO2-reduktionskrav gør, at de usælgelige elbiler i syd lige nu giver en flod af lettere brugte elbiler til især de nordiske markeder.

Dette havde vi blandt andre emner mulighed for at drøfte med vore nordiske søsterorganisationer, da vi havde fornøjelsen af at byde velkommen i Industriens Hus til det årlige nordiske møde. At de brugte elbiler fra de store markeder i Europa udgør en betydelig kommerciel mulighed for de dygtigste forhandlere i de nordiske lande, blev kun endnu mere klart for mig, da jeg for nylig var inviteret til at deltage i vor norske søsterorganisations årsdage, hvor optimismen blandt de norske bilforhandlere var stor.

Skadesområdet skal tænkes forfra

I foråret gik vi i DI Bilbranchen ud med en kraftig kritik af forsikringsselskabernes manglende visioner på skadesområdet. Blandt selskaberne er der desværre ofte kun et kortsigtet fokus på pris. Vi ved, at erhvervslivet vrimler med eksempler på innovativ brug af IT, der effektiviserer processer mellem kommercielle partnere, og det undrer os, at værksteder og forsikringsselskaber stadig bruger alt for meget tid på at dokumentere en simpel skade. Vores mål er at skabe en effektiv, data- og tillidsbaseret skadesbranche. En pointe jeg gentog, da jeg mødtes med topcheferne i forsikringsselskaberne ved mødet i F&P’s Forsikringsdirektørforum.

Men ellers har vi heldigvis forsat en rigtig god dialog med F&P på mange områder. Særligt god har den været i F&P’s ”Ekspertudvalg for værksteder”. DI Bilbranchen har nu fremlagt hele 19 konkrete emner fra vores medlemmer, der alle har været til diskussion i udvalget – og de fleste af dem er blevet realiseret. Det er forslag, der spænder lige fra smårettelser i Autotaks til hele ændringer i samarbejdet mellem værksted, lakerer og forsikringsselskab. Vi har eksempelvis bidraget til, at værkstederne nu kan forhandle et ”incitamentstillæg”, når de anvender genbrugsdele. Udover forslagene har vi i 2024 klædt medlemmerne på i brugen af Autotaks på fire udsolgte Autotaks-kurser, ligesom vi har afholdt introduktionskurser til Autotaks for vores lastbilmedlemmer.

Det er vores klare ønske, at DI Bilbranchen skal være en medspiller og ikke en modspiller i forhold til at udvikle skadesområdet i Danmark, og vi oplever, at vores tilgang giver indflydelse.

Uddannelse i fokus

Kompleksiteten i branchens udvikling bliver i den grad også udstillet på uddannelsesområdet. Sidste år fik vi revideret karrosseriteknikeruddannelsen, og i 2024 tog vi hul på en større revision af personvognsmekanikeruddannelsen.

Vi ser, at vores fokus giver pote. Blandt andet har opbakningen til Branchens akademiuddannelse i salg og rådgivning nået nye højder, ligesom folkeskoleelever rundt omkring i hele landet har været på besøg hos rigtig mange af vores medlemmer i kraft af succesordningen ”Åben Virksomhed”.

I år havde vi igen også glæden ved at kåre ”Årets Lærling” sammen med Dansk Metal, og fire af de 25 ML-priser gik til nyudlærte svende fra vores branche. Det blev også til lokal hæder, da lærlingeprisen for DI Sønderjylland gik til en mekanikerlærling. Og for et par uger siden vandt to seje kvinder fra vores branche henholdsvis prisen som Årets Fagtalent inden for kategorien ”Innovation”, mens en anden vandt Metalindustriens Lærlingeudvalgs Jubilæumslegat.

Samlet vidner dette om en massiv mængde talent på tværs af faggrupper i vores branche, som vi kan og skal være stolte af. Til næste år afholdes EuroSkills i Danmark, og vi glæder os til at medvirke til, at branchens talenter får de bedste betingelser for at vise omverdenen deres høje faglighed.

ESG kom til branchen

For mange vil 2024 også blive husket som året, hvor ESG-kravene kom og gjaldt de store virksomheder. Da kravene vil gælde flere i det kommende år, lancerede vi i år flere initiativer og har holdt webinarer om emnet.

Som leverandør vil man i de kommende år skule udlevere sine ESG-data til aktører, der i kraft af deres størrelse skal lave bæredygtighedsrapporter, ikke mindst forsikringsselskaber. Derfor tog vi i år dialogen med F&P, for at drøfte forsikringsselskabernes mulige ESG-krav til værkstederne. Det er afgørende for os, at forsikringsselskaberne gør ESG-rapporteringen så administrativ ensartet som muligt for værkstederne.

DI’s CO2-værktøj, ”Klimaklar Produktionsvirksomhed”, er efter et pilotprojekt i foråret nu til rådighed for alle DI Bilbranchens medlemmer, ligesom vi har lanceret et branchetilpasset ESG-kit, der hjælper medlemmerne med at rapportere deres bæredygtighedsindsatser. Senest har vi sørget for, at medlemmerne i 2025 og fremefter har gratis adgang til ESG-kittet digitalt via vores samarbejde med rådgivningsvirksomheden Position Green.

Netværkets styrke

I år har vi haft mange gode og værdifulde møder med medlemmer og samarbejdspartnere. Uanset om det har drejet sig om studietur til Kina, udsolgte autotakskurser, Klima-klar netværksmøde, møde i vores lastbilnetværk, skadesnetværk og Executive Netværk har vi mærket værdien af at mødes. Og Erfa-netværket for forhandlerforeninger har for alvor har fundet et format, der både skaber værdi for landets mærkeforeninger og os som brancheorganisation.

I forhold til succesfulde netværk vil jeg også gerne benytte lejligheden til at sige tak til de over 300 fremmødte medlemmer og samarbejdspartnere, der mødte op 16. maj og gjorde DI Bilbranchens årsdag – Efter stormen – til noget helt særligt. Husk allerede nu at sætte kryds torsdag den 8. maj 2025, hvor vi gentager succesen.

Gode politiske signaler igennem året

På den politiske scene blev en af de mest omdiskuterede sager i 2024 reglerne for registrering af brugere i Motorregistret. De nye regler skabte store udfordringer og usikkerheder for mange virksomheder, og vi havde henover sommeren i DI Bilbranche en tæt dialog med Skatteministeriet for at finde løsninger. Efter en intens indsats lykkedes det os først at få undtaget virksomheders medarbejdere fra kravet om brugerregistrering. Senere lykkedes det os at undtage lånebiler fra pligten til at registrere brugere.

Også i forhold til en lavere sikkerhedsstillelse for selvanmeldere har vi i det forgangne år mødt lydhørhed. Den 8. april havde jeg fornøjelsen af at kunne tage imod daværende Skatteminister Jeppe Bruus hos Andersen Biler i Gladsaxe. Her havde vi en god drøftelse om muligheden for at reducere og gøre den nuværende sikkerhedsstillelse mere data- og risikobaseret. Vi har siden mødet været i tæt dialog med embedsværket, ligesom vi har været til møde med den nuværende Skatteminister Rasmus Stoklund om emnet. Jeg tror på en snarlig god løsning.

Endelig har der også i det forgangne år været politisk bevægelse i forhold til lov om vanvidskørsel, der volder branchen mange problemer. I juni sendte vi sammen med DI Transport et fælles brev til justitsministeren. Her listede vi forskellige justeringer, der ville mindske de negative konsekvenser for branchen, herunder, at det er føreren af bilen, og ikke ejeren, som skal rammes af en bøde svarende til bilens værdi. Svaret på brevet blev en invitation til et møde med justitsministeren og transportministeren, hvor vi havde en god drøftelse af mulighederne. Vi ser frem til den fortsatte dialog på området i det kommende år.

 Selvom 2024 endnu ikke er gået på hæld, er den politiske optakt til det nye år allerede i fuld gang. I aftalen bag de nuværende bilafgifter fremgår det, at afgifterne skal evalueres i 2025, og i DI Bilbranchen er vi allerede i dialog med relevante politikere og embedsmænd om dette. Bagtæppet for evalueringen vil være, at afgifterne fra 2020 har virket over al forventning. Elbiler udgør nu mere end halvdelen af salget af nye personbiler, importen af brugte elbiler bidrager snart med ligeså mange elbiler som de nye og samlet set er langt mere end hver tiende personbil i Danmark nu en elbil.

Det vil være vores indstilling i DI Bilbranchen, at denne positive udvikling skal fortsætte. Samtidig ser vi den forestående evaluering som en helt unik mulighed for én gang for alle at komme af med den registreringsafgift, der i hundrede år har haft så negative konsekvenser for branchen i form af massive administrative byrder, ulige konkurrence og mistænkeliggørelse i offentligheden.

 Spænd sikkerhedsselen og hold godt fast i rattet, der bliver rigeligt at se til i det nye år. Indtil da ønsker jeg alle medlemmer og samarbejdspartnere et godt og lykkebringende 2025.

Relateret indhold