Tak til medlemmerne for en flot og inspirerende årsdag
For ottende år i træk var over 300 fremmødte medlemmer og samarbejdspartnere mødt op for at blive klogere og inspireret. Tak for at deltage og gøre DI Bilbranchens årsdag 2024 – Efter stormen - til noget helt særligt.
Store og aktuelle emner var på dagsordenen den 16. maj, hvor DI Bilbranchen afholdt årsdag.
Dagen startede med en tur op i helikopteren. Dr. Andrew Tongue fra ICDP gav deltagerne et overblik over udfordringerne i den europæiske bilbranche og viste herefter eksempler på nye forretningskoncepter, som andre forhandlere i Europa har taget for at sikre deres indtjening fremover. Derefter gav Michael Boe deltagerne et indblik i, hvordan Borg Warner, som underleverandør til bilindustrien, har taget den bæredygtige dagsorden til sig og har bygget en stor del af deres forretning op omkring genbrug af reservedele.
Efter pausen fortalte Martin Fransson om idéerne bag og ambitionerne for Wayke og Drive i henholdsvis Sverige og Norge. Og helt som ventet gav amerikaneren Bill Russo deltagerne lidt at tænke over ift. Kinas nuværende og ikke mindst kommende betydning for udviklingen af det globale bilmarked.
Præsentationer fra årsdagen
Alle præsentationer kan downloades lige her.
Det var som altid en stor fornøjelse at tilbringe en hel dag sammen med jer medlemmer og samarbejdspartnere, og traditionen tro havde vi med det gode vejr sørget for optimale forhold til at få netværket med kollegerne i branchen og få noget inspiration og viden med hjem.
Husk, allerede nu at sætte kryds i kalenderen. DI Bilbranchens årsdag 2025 løber af stablen torsdag den 8. maj 2025. Vi glæder os allerede til at se jer igen.