Vanvidsbilisme: DI Transport og DI Bilbranchen sender fælles brev til justitsministeren
Danske bilvirksomheder kan bidrage til at forhindre vanvidsbilisme, men det kræver flere greb og mere præcise straffe mener begge organisationer.
Det er over tre år siden, at loven om vanvidsbilisme blev indført. På den tid har politiet, uanset den enkelte bils ejerforhold, beslaglagt over 3000 biler, hvor føreren eksempelvis har kørt for stærkt eller haft en promille på over 2,0.
Antallet af beslaglæggelser er i stigning og næsten en tredjedel af de beslaglagte biler er ifølge Rigspolitiet ikke ejet af føreren. Det har fået DI Transport og DI Bilbranchen til at sende et fælles brev til justitsministeren med ønske om at stramme loven yderligere.
- Der er behov for at gøre noget anderledes, når man i flere tilfælde kan tørre regningen og straffen af på nogle andre. Vi mener, det skal være føreren af bilen og ikke ejeren, som betaler for bilens værdi i form af en bøde, hvis loven skal have den nødvendige effekt, siger Karsten Lauritzen, branchedirektør for DI Transport.
I DI Bilbranchen har loven mod vanvidsbilisme siden indførelsen været en stor udfordring for mange af medlemsvirksomhederne, der flere gange har oplevet beslaglæggelser af biler, selvom den enkelte forhandler havde forsøgt at benytte alle tænkelige greb i kassen – fx brug af tro- og loveerklæringer og tjekket for gyldigt kørekort.
Tilsvarende historier kan også læses her (kræver abonnement hos Avisen Danmark), hvor udlejningsselskabet Hertz både havde krydstjekket en lejer i RKI, tjekket for gyldigt kørekort og modtaget en underskrevet tro- og loveerklæring på, at udelukkende vedkommende måtte køre bilen og desuden overholde dansk lov.
I dag forsøger bilforhandlerne ofte at forsikre sig, så forhandleren kompenseres i tilfældes af beslaglæggelse, men det stopper jo ikke kunderne i at lave vanvidskørsel med forhandlerens biler, mener branchedirektør for DI Bilbranchen, Thomas Møller Sørensen:
- Vi kan i branchen spille en endnu større rolle i kampen mod vanvidskørsel, men det kræver justeringer af loven. Først og fremmest foreslår vi bøder svarende til bilens værdi i de tilfælde, hvor føreren ikke ejer bilen. Vi savner desuden også flere og mere effektive værktøjer i hverdagen til at screene for potentielle vanvidsbilister ved udlejning eller udlån af biler til demokørsel.
DI Transport og DI Bilbranchen mener derfor, at erhvervslivet med den rette lovgivning kan spille en vigtig rolle i kampen mod vanvidsbilisterne. Ud over at straf og bøde, svarende til bilens værdi, skal tilfalde føreren, foreslår begge organisationer et ”Ribers register” for vanvidsbilister, ligesom bilvirksomhederne skal have adgang til kørekortregisteret.
Justitsminister Peter Hummelgaard har kvitteret for organisationernes brev og forslag, og har indkaldt brancheorganisationerne til et møde.