Thomas Møller Sørensen var inviteret ind til at holde oplæg i F&P’s Forsikringsdirektørforum, hvor koncerndirektørerne for landets forsikringsselskaber deltager.

19.09.24 DI Bilbranchen Nyheder

Forsikringsselskaber skal investere i bilbranchen – for deres egen skyld

Se på branchens investeringsmuligheder fremfor kortsigtet fokus på pris, lød det fra Thomas Møller Sørensen i et oplæg til forsikringsselskabernes koncerndirektører.

Onsdag den 18. september var DI Bilbranchens direktør, Thomas Møller Sørensen, inviteret til at holde oplæg i F&P’s Forsikringsdirektørforum, hvor koncerndirektørerne for landets forsikringsselskaber deltager. Med sig havde han en del budskaber.

Først og fremmest gjorde han det klart, at hvis forsikringsselskaberne overordnet fortsætter med at have et ensidigt fokus på pris af hensyn til indtjeningen på kort sigt, risikerer de ikke blot at bidrage til lukning af værksteder og lakerere, hvilket vil medføre store kapacitetsproblemer til skade for deres egne kunder, de vil også miste muligheden for sammen med bilvirksomhederne at foretage investeringer, der kan give dem en fremtidig fordel i forhold til deres konkurrenter. 

Det gør de fordi, at bilparken og bilbranchen i Danmark i de kommende år kommer til at forandre sig på en lang række parametre: Bilparken vil vokse, kompleksiteten i bilerne vil stige, arbejdsudbuddet vil falde og politisk vil der blive stillet tiltagende krav om bæredygtighed og brug af brugte reservedele i reparationerne.

Se bilvirksomhederne som partnere - ikke leverandører

Helt konkret nævnte Thomas, at investeringer i områder som eksempelvis bedre anvendelse af kundedata til udvikling af nye services, anvendelse af ESG-data til profilering af parternes samfundsmæssige engagement, investeringer i at tiltrække og fastholde kompetente medarbejdere i branchen samt i transport og logistik af de skadede biler er oplagte at se ind i. Sidstnævnte er der allerede nu gode eksempler på i Norge.

Læg dertil, at hvis forsikringsselskaberne fremover ser bilvirksomhederne som partnere og ikke leverandører, følger også en helt naturlig og anderledes tilgang til de klassiske diskussioner i branchen, eksempelvis retvisende tider i opgørelsessystemer, fornuftige løsninger på lånebiler og i det hele taget en bæredygtig aflønning for det udførte arbejde. Her vil der være en gensidig interesse i at finde fornuftige balancer.

Thomas Møller Sørensen

Thomas Møller Sørensen

Branchedirektør

  • Direkte +45 3377 3383
  • Mobil +45 2684 3014
  • E-mail tms@di.dk

Relateret indhold