26.09.24 DI Bilbranchen Nyheder

Frimann indstilles som ny bestyrelsesleder for DI Bilbranchen

Bestyrelsen for DI Bilbranchen peger på Kim Frimann som afløser for Peter Kjærsgaard, der stopper som bestyrelsesleder til foråret.

På et ordinært bestyrelsesmøde i DI Bilbranchen var der i denne uge fuld opbakning til, at Kim Frimann, Frimann Biler A/S, til foråret overtager posten som bestyrelsesleder efter Peter Kjærsgaard, Kjærsgaard Auto A/S.

Det formelle skifte vil finde sted i forlængelse af DI Bilbranchens ordinære generalforsamling den 8. maj 2025, hvor den nye bestyrelse skal konstituere sig, og hvor Peter Kjærsgaard ikke genopstiller til valg af bestyrelsen.

- Jeg har i et stykke tid ønsket at ændre på de aktiviteter, der ikke vedrører den daglige drift af virksomheden, og det virker som det rigtige at melde dette ud allerede nu. Det er en helt afgørende tid for bilbranchen i disse år, og det er vigtigere end nogensinde, at vi har en bestyrelse og en bestyrelsesleder, der udstikker den rigtige kurs for foreningens arbejde. Jeg er enormt glad for, at Kim Frimann har mod på at tage over på det vigtige arbejde, og at der er fuld opbakning til dette i den øvrige bestyrelse, siger Peter Kjærsgaard.

Peter Kjærsgaard har siddet i bestyrelsen for DI Bilbranchen siden 2010 og været formand siden 2017. Kim Frimann har siddet i bestyrelsen siden 2018 og vil fra 2025 også fungere som bestyrelsesleder, hvis den nye bestyrelse følger indstillingen.

- Vi har i de sidste ti år haft en meget positiv udvikling i DI Bilbranchen, hvor både antallet af medlemmer og medlemmernes lønsum er øget betragteligt. Det vel at mærke i en branche under konsolidering. Peter Kjærsgaard har haft en betydelig del af æren for dette, og jeg vil gøre mit bedste for at fortsætte den positive udvikling i samarbejde med den øvrige bestyrelse og sekretariatet i foreningen, siger Kim Frimann.

Bestyrelsen i DI Bilbranchen består i dag af følgende personer:

  • Peter Kjærsgaard, Kjærsgaard Auto A/S (bestyrelsesleder)
  • Carsten Bonderup, Maibom A/S
  • Claus Bjerring Christiansen, Semler Mobility A/S
  • Lene Dahl Pedersen, Dahl Pedersen A/S
  • Kim Frimann, Frimann Biler A/S
  • Martin Frykmann, Andersen Biler A/S
  • Bjarne Hessel, Ejner Hessel A/S
  • Ryan Rahbæk, Autohuset Vestergaard A/S
Thomas Møller Sørensen

Thomas Møller Sørensen

Branchedirektør

  • Direkte +45 3377 3383
  • Mobil +45 2684 3014
  • E-mail tms@di.dk

Relateret indhold