DI Bilbranchen: Finanslov giver god løsning på bilområdet
Finanslovsaftalen for 2026 forlænger 2025-satserne for elbiler med ét år mere. Samtidig nedsættes hurtigarbejdende ekspertgruppe, der skal fremlægge bud på en fremtidssikret model, der skal undersøge muligheden for permanent at afskaffe registreringsafgiften på elbiler. Både regeringen og Konservative fortjener ros for at tage ansvar på bilområdet.
Med finanslovsaftalen for 2026 blev der også fundet en løsning på måneders usikkerhed om bilafgifterne for 2026. Med aftalen er det lykkedes regeringen med støtte fra Konservative at sikre en løsning, der både fastlåser afgifterne på elbiler i ét år mere, og samtidig sætter gang i en hurtigarbejdende arbejdsgruppe, der skal komme med anbefalinger til en fremtidig beskatning af bilismen.
- Det er ikke nogen hemmelighed, at vi i det sidste års tid har argumenteret kraftigt for, at timingen er optimal i forhold til endegyldigt at fjerne registreringsafgiften på elbiler og dermed på sigt alle biler. Det lykkedes ikke her og nu, men jeg mener sagtens, man kan se vores argumentation i aftaleteksten, siger direktør Thomas Møller Sørensen, DI Bilbranchen.
Med finanslovsaftalen for 2026 nedsættes således en hurtigarbejdende ekspertgruppe, hvis opgave det bliver at komme med anbefalinger til, hvordan fremtidens beskatning af bilisme bør se ud. Vel at mærke med fokus på mulighederne for permanent at fjerne registreringsafgiften på elbiler og dermed undgå de skadelige effekter ved afgiften i form af eksempelvis massiv administration og kontrol.