Foto: DI Bilbranchen
27.02.25 DI Bilbranchen Nyheder

Autotaks Nyt: Husk krav om højst syv dages levering på Autoflex-dele

F&P har på opfordring af DI Bilbranchen indskærpet over for leverandørerne, at reservedele i Autoflex skal leveres inden for maksimalt syv dage.

Efter tilbagemeldinger fra DI Bilbranchens medlemmer, der oplever længere anmeldte leveringstider på reservedele i Autoflex, har F&P nu indskærpet de gældende leveringskrav over for reservedelsleverandørerne.

Leverandørerne skal sikre, at alle reservedele, der er listet i Autoflex, kan leveres inden for senest syv dage, som foreskrevet i de 14 forudsætninger for leverandører til Autoflex, der blev udgivet bredt fra F&P i slutningen af 2024.

Skadesværksteder har til DI Bilbranchen rapporteret om leveringstider på langt over de maksimalt syv tilladte leveringsdage. Det har skabt betydelige udfordringer i deres daglige drift.

- Alt for lange leveringstider er naturligvis uholdbare for værkstederne, der er afhængige af hurtig levering, for at kunne gøre reparationer færdig på den mest effektive måde. Det går ud over alt fra lånebiler til logistik på værkstedet og alt derimellem, når værkstederne skal vente for længe på reservedelene. Derfor synes vi, det var fair at bede om hjælp hos systemejerne i F&P til at indskærpe, at der faktisk ligger et krav om maksimalt syv dages leveringstid på reservedelene i Autoflex, siger chefkonsulent i DI Bilbranchen, Kenneth L. Hjorth-Hansen og fortsætter:

- Indskærpelsen fra F&P er en væsentlig del af at sikre, at reservedele i Autoflex er relevante for markedet. Det er jo forsikringsselskaberne, der godkender leverandørerne i Autoflex, og derfor er det også deres ansvar at sikre, at leverandørerne overholder spillereglerne for at levere alternative og brugte reservedele. Det tager F&P glædeligvis også på sig og har reageret hurtigt på vores henvendelse, afslutter Kenneth L. Hjorth-Hansen.

Efter DI Bilbranchens henvendelse har F&P ændret tekniske parametre i deres API mellem Autotaks-systemet og reservedelsleverandørerne i Autoflex. Derudover har Dansk Autogenbrug bekræftet, at de også vil bringe indskærpelsen iblandt deres medlemmer.

Relateret indhold