Bedre adgang til nypriser på brugte biler
Skattemyndighederne har lyttet til DI Bilbranchens forslag og kommer nu branchen i møde med en adgang til nypriser på brugte biler.
Når en bilforhandler importerer en brugt bil, skal der betales registreringsafgift, og bilens oprindelige nypris indgår som en af flere parametre i at beregne afgiften.
Men hidtil har de bilforhandlere, der har tilladelse til selv at beregne og angive afgift ved import, ikke haft samme adgang til nyprisoplysninger som myndighederne. Det ønske imødekommes nu, så risikoen for fejl mindskes.
- Jeg er optaget af, at vi finder løsninger på borgere og virksomheders oplevede udfordringer. Derfor har vi lyttet til den kritik, der har været rejst fra bilbranchen, og jeg glæder mig over, at der er fundet en løsning, der kan implementeres hurtigt og uden ny lovgivning, som kommer bilbranchen til gavn. Det er i både forbrugernes og forhandlernes interesse, at der er lige adgang til viden, siger skatteminister Rasmus Stoklund.
Løsningen indføres ved, at Motorstyrelsen stiller PDF-lister med nyprisoplysningerne for de mest almindelige biler til rådighed via et login i løbet af 2025. Nyprisoplysningerne vil i første omgang omfatte en række af de mest almindelige biler, og de vil løbende blive udvidet med nyprisoplysninger for flere bilmodeller.
Senere er planen at åbne for en adgang til nyprisoplysningerne via login til Motorstyrelsens sagsbehandlingssystem. Nyprisoplysningerne udarbejdes af Motorstyrelsen, med baggrund i oplysninger fra standardpriser.dk, der er ejet af bilimportørernes it-selskab, DBI IT.
Hos DI Bilbranchen, der har haft en tæt dialog med skatteministeriet på området, er der også stor tilfredshed med udfaldet.
- Det er et godt initiativ, der flugter fint med den løsning, vi tidligere har foreslået skatteministeren. På den her måde kan vore medlemmer se de oplysninger, Motorstyrelsen agter at anvende på den enkelte bil, allerede i forbindelse med afgiftsberegningen og ikke først ved en eventuel kontrol, lyder det fra DI Bilbranchens direktør, Thomas Møller Sørensen, der fortsætter:
- Den første version med pdf-lister på priser er et skridt i den rigtige retning. Vi glæder os naturligvis til en fuld digital løsning, hvor Motorstyrelsen allerede ved afgiftsberegning vil være i stand til at fremlægge sit konkrete bud på korrekt afgift.
- Jeg vil gerne takke bilbranchen for, at de har spillet konstruktivt med og stiller deres data til rådighed og i det hele taget for en god dialog i forhold til at finde en god løsning, siger skatteminister Rasmus Stoklund.