Medlemmerne fik styrket deres forhandlingskompetencer
24 oplagte medlemmer fik en masse viden og værdifulde forhandlingsværktøjer med hjem, da DI Bilbranchen i sidste uge afholdt det første kursus i forhandlingsteknik.
Den 27. februar afholdt DI Bilbranchen et kursus i forhandlingsteknik på DI’s Konferencecenter Gl. Vindinge i Nyborg. Kurset var gratis for medlemmer af DI Bilbranchen og havde til formål at klæde deltagerne bedre på til forhandlingssituationer, når de forhandler som enten køber, sælger og arbejdsgiver.
- Du får ikke det, du fortjener. Du får det, du forhandler, var ét af mange råd fra forhandlingsekspert Morten Kragh-Sørensen, der ledte kurset.
Med en baggrund som jurist med specialisering i konfliktløsning og strategisk forhandling, var Morten den helt rette til at give et fyldt lokale af oplagte medlemmer viden og indsigt i relevante forhandlingsteknikker.
BilFORHANDLER
Forhandling af aftaler bliver en mere og mere central del af forretningen for bilforhandlere – uanset om forhandlingen er med et forsikringsselskab, sin importør eller egne medarbejdere.
- Forhandlinger er kunsten i at få skabt de bedst mulige resultater i et sammenspil med en modpart - som i udgangspunktet vil noget helt andet, fortalte Morten blandt andet.
Netop derfor har DI Bilbranchen taget initiativ til dette kursus fortalte DI Bilbranchens direktør, Thomas Møller Sørensen, under sin velkomst.
- Ligesom vi løbende tilpasser vores rådgivning og udvikler nye services og værktøjer til jer, medlemmer, så har vi i dag fokus på at stille jer bedre i den konkrete forhandlingssituation – uanset om I sælger en vare, køber en vare eller forhandler i jeres rolle som arbejdsgiver.
Morten gik herefter i gang, og dagen inkluderede både et spændende indblik i teorien bag forhandlingsteknikkerne, ligesom medlemmerne via simulerede forhandlinger mellem hinanden fik mulighed for at træne og afprøve de konkrete teknikker.
Vil lave flere tilbud
På baggrund af de mange positive tilbagemeldinger fra deltagerne vil DI Bilbranchen overveje, hvordan lignende medlemstilbud med fokus på forhandling af aftaler kan udarbejdes.
Hvis du eller din virksomhed har idéer til tilbud, services eller arrangementer, som DI Bilbranchen burde overveje, så ræk endelig ud til Konsulent, Claus Dahlbom Hansen. Kontaktinfo nedenfor.