08.04.25 DI Bilbranchen Nyheder

Gode tiltag for fremtidens lastbiler

Transportministeriet har i denne uge lanceret tiltag for at sikre modulvogntog med aerodynamiske førerhuse samt mere gods på 7-akslede lastbiler.

I denne uge har transportministeren lanceret to gode tiltag, som DI, DI Transport og DI Bilbranchen længe har arbejdet aktivt for. Dels er der tale om at give hjemmel til de aerodynamiske førerhuse, der kræver ekstra længde, og dels er der tale om øget vægt og højde til de 7-akslede vogntog.

Begge initiativer fra Transportministeriet modtager ros fra chefkonsulent i DI Bilbranchen, Kenneth L. Hjorth-Hansen:

- Transportministeren, regeringen og aftalepartierne skal have stor ros for disse tiltag, der giver lastbilbranchen et grønt skub i den positive retning, siger han og fortsætter:
- Tiltagene vil give både grønne og økonomiske besparelser fra dag ét, lastbilerne ruller ud på vejene, så det er fantastisk, at lastbilforhandlerne nu får mulighed for at sælge disse grønne produkter, der har ligget klar et stykke tid. Og selvom branchen skal vente lidt mere end vi havde håbet på, så kan vi trods alt se ind i en lidt mere grøn fremtid.

Hjemlen til de forlængede førerhuse vil forventeligt blive en realitet fra årsskiftet, imens de 7-akslede vogntog forventeligt må lade vente på sig frem til 2027, idet tiltaget skal godkendes af EU-Kommissionen.

Læs om initiativerne nedenfor.

Mindre vindmodstand giver mindre energiforbrug

Flere lastbilproducenter har udviklet aerodynamiske førerhuse, der kan reducere energi- og brændstofforbruget med cirka fem procent. Løsningen er efterspurgt af branchen, og derfor bliver forsøgsordningen for modulvogntog nu udvidet til også at omfatte lastbiler med aerodynamiske førerhuse.

Lastbiler udstyret med aerodynamiske førerhuse er længere end almindelige lastbiler, og selvom modulvogntog er 30 centimeter længere med aerodynamiske førerhuse end de nuværende tilladte 25,25 meter vil det være muligt at tillade disse uden større tilpasninger af det vejnet, som modulvogntog i dag må benytte. Samtidig vil længere modulvogntog med aerodynamiske førerhuse ikke påvirke trafiksikkerheden.

Læs hele pressemeddelelsen her

To ekstra tons gods med

Mere gods per lastbil er en god forretning for både den enkelte vognmand, klimaet og samfundet. Derfor bliver det fremover tilladt at køre med endnu mere gods på 7-akslede lastbiler. De seneste år er i branchen blevet arbejdet på, at kapaciteten i transportsektoren og vores infrastruktur udnyttes bedst muligt. Derfor indføres tiltaget, som skal sikre, at 7-akslede lastbiler kan tage to tons ekstra gods med.

Læs hele pressemeddelelsen her

 

Kenneth L. Hjorth-Hansen

Kenneth L. Hjorth-Hansen

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3302
  • Mobil +45 4141 7791
  • E-mail klhh@di.dk

Relateret indhold