Ledelse og samarbejde på tværs af generationer
Glæd dig til at opleve Betina Liliendal på DI Bilbranchens årsdag og hør, hvordan din bilvirksomhed med de rigtige strategier kan skabe en arbejdsplads, der øger din konkurrenceevne og rummer alle generationer.
Konkurrencen om medarbejdere med de rigtige kompetencer har aldrig været højere. På grund af bilindustriens hastige forandring er det blevet essentielt for branchens virksomheder både at kunne tiltrække, beholde og udvikle de unge medarbejdere og seniorerne. Kompleksiteten bliver ikke mindre af, at der på den samme arbejdsplads oftest er fire til fem forskellige generationer af medarbejdere repræsenteret.
Det kræver, at du som arbejdsgiver i bilbranchen kan samarbejde og lede over en større aldersdiversitet end nogensinde før. Der ligger nemlig et kæmpe uudnyttet potentiale i din virksomhed, når du først forstår, hvordan du som leder håndterer diversiteten blandt dine medarbejdere.
På DI Bilbranchen årsdag har vi derfor inviteret Betina Liliendal, rådgiver og ejer af Liliendal - Human Capital Management, ind for at komme med sit bud på, hvordan din bilvirksomhed kan agere i denne komplekse virkelighed. Betina har en MBA og lang baggrund som rådgiver bag sig – ligesom hun har været leder i flere internationale virksomheder, heraf TEVA. Vi glæder os til at tage imod hende den 8. maj.