Behov for at gentænke brugen af brugte dele i skadesarbejdet
Hele processen i det bæredygtige tiltag skal gentænkes, og derfor starter nu et arbejde med at håndtere problematikkerne for branchen.
F&P lancerede i sommeren 2023 et nyt system for brugte reservedele i Autotaks, kaldet Autoflex 2.0. Systemet havde til formål at gøre brugte reservedele mere tilgængelige og lettere at håndtere for autogenbrugere og skadesværksteder, så forsikringsselskaber i højere grad kunne få brugen af brugte reservedele ind i skadesreparationerne.
Sidste år lykkedes vi i DI Bilbranchen med at opfordre F&P til at gøre det teknisk muligt for værkstederne at få aftaler om deres avance på brugte dele ind i det nye Autoflex 2.0. De tekniske muligheder, som alle i bilbranchen fik gavn af dengang, har sidenhen vist sig ikke at være nok, siger chefkonsulent i DI Bilbranchen, Kenneth L. Hjorth-Hansen, og uddyber:
- Vi er nu blevet klogere på, at den tekniske løsning med et såkaldt ”incitamentstillæg” langt fra er nok. Selskabernes pres for flere brugte dele har givet et markant fald i værkstedernes indtjening, imens administrationen er stukket helt af. Vi er nødt til at sætte os ved samme bord og tale om, hvordan begge brancher opnår begge mål med på den ene side at gøre skadesprocessen mere bæredygtig samtidig med, at der er den nødvendige indtjening.
Kenneth L. Hjorth-Hansen fortsætter:
- Vi sætter derfor nu gang i et arbejde med F&P og andre interesserede brancheorganisationer, hvor vi gentænker hele området med brugte reservedele. Vi er jo stadig langt bagud, hvis vi sammenligner os med vores skandinaviske kolleger, så det kunne måske være et sted at starte. Vi ved, at de grønne krav kun bliver skærpet i årene, der kommer, og derfor ser vi det som en fælles opgave, at det bæredygtige valg skal gå hånd i hånd med det økonomiske incitament.
DI Bilbranchen forventer, at der i efteråret 2025 vil være en plan for, hvordan branchernes aktører vil håndtere de skildrede problematikker for brugen af brugte reservedele i skadesarbejdet.