Næste skridt på skadesområdet
F&P arbejder på et nyt projekt kaldet First Notice of Loss (FNOL), der skal automatisere og optimere mange manuelle processer på skadesområdet. Det er blot det første af en række nye tiltag i kølvandet på ønskerne fra den første fælles branchedag tidligere på foråret.
På F&P og DI Bilbranchens fælles branchedag i slutningen af april, hvor formålet blandt andet var at drøfte fremtidens visioner for skadesområdet, blev det især gentaget fra flere aktører i både forsikringsbranchen og bilbranchen, at der er et stort potentiale i at få integreret smartere processer på skadesområdet.
Til trods for forskellige kommercielle interesser pegede deltagerne fra begge brancher blandt andet på AI og automatiseringer som et centralt område, der kan forenkle skadeprocessen. F&P er i gang med at teste et nyt AI-tiltag ved navn First Notice of Loss (FNOL).
First Note of Loss (FNOL) i Autotaks er et værktøj, hvor processen starter hos kunden, som vil tage de første billeder af den skadede bil. Billederne danner herefter grundlag for en foreløbig vurdering af skadens omfang og muliggør en hurtigere og mere præcis skadeopgørelse. Ved at kombinere billedmaterialet med et AI-baseret værktøj, kan skaden ofte kategoriseres med det samme, og systemet kan foreslå enten værkstedsvalg, booking eller direkte afgørelse, hvis skaden er mindre.
Det vil potentielt reducere både sagsbehandlingstid og omkostninger samtidig med, at kunden oplever et mere gnidningsfrit forløb. FNOL-processen er derfor et vigtigt element i den samlede ambition om at modernisere skadebehandlingen og forbedre kundeoplevelsen.
Der kan således drages mange paralleller mellem det nye FNOL-projekt til de diskussioner og ønsker som deltagerne drøftede i slutningen af april. Derfor er FNOL-projektet et konkret skridt blandt flere andre initiativer.
Drøftelserne fra branchedagen mundede ud i et mindre katalog af forskellige forslag og ønsker til forbedringstiltag. Disse skal nu bearbejdes videre i nogle af de allerede etablerede fora – herunder F&P’s allerede etablerede Ekspertudvalg for værksteder.
Hovedkonklusionerne fra den fælles branchedag finder du i faktaboksen nedenfor. Flere emner fra de fælles drøftelser vil blive implementeret, så snart der er ressourcer til det i F&P.
Hoved-konklusionerne fra F&P og DI Bilbranchens fælles branchedag:
Brugen af ny teknologi (særligt kunstig intelligens) er vigtig både i selve skadesopgørelsen og i screening af skadens omfang, så værkstedet på forhånd kan vurdere skaden (lille/stor). Det er allerede et prioriteret indsatsområde i F&P, hvor test af et AI-baseret værktøj er sat i gang. Der var stor opbakning fra bilbranchens virksomheder til at blive aktivt inddraget i dette arbejde, så vi sammen kan opbygge praktisk erfaring. Samtidig var der en tydelig fælles forståelse af, at vi ikke skal vente på en fuldt færdig løsning, men i stedet komme i gang og lære undervejs. FNOL er første store projekt i den retning.
Deling af data: Vi skal undersøge om vi kan finde en løsning, så værkstederne får adgang til flere data – herunder billeder fra skadesanmeldelsen – på et tidligere tidspunkt i opgørelsesprocessen. Det vil give værkstedet mulighed for i højere grad at forberede sig på, at kunden ankommer, og dermed give kunden et mere smidigt, hurtigere og effektivt reparationsforløb.
Åbenhed om nye tiltag og mere inddragelse: Det er et stort ønske fra bilbranchens virksomheder, at F&P i højere grad er åben omkring nye tiltag og ændringer, der har betydning for værkstederne – og at udvalgte værksteder inddrages i udvikling og test af nye funktioner. Det vil betyde en mere smidig lancering af nye tiltag, så både bilbranchen og forsikringsbranchen står klar til at gribe nye muligheder for en bedre kundeoplevelse.