Foto: Colourbox
05.08.25 DI Bilbranchen Nyheder

Seks hurtige indsigter i den danske bilbranche

Skal du have et hurtigt overblik over seneste tendenser fra den danske bilbranche? Her får du seks korte bud på nogle af de mest iøjnefaldende tendenser i årets første halvår.

Sommerferien er for mange ved at være ovre, og det er en god anledning til at få et friskt overblik over bilsalget og branchens udvikling i Danmark. 

Ud fra data fra både ind- og udland giver DI Bilbranchens chefkonsulent, Kenneth L. Hjorth-Hansen, nedenfor seks hurtige og interessante mikroanalyser, der kort giver et indblik i nogle af de hovedtendenser, der bevæger sig i det danske bilsalg.

Samlet set steg nybilsalget med cirka fire pct. i årets første halvår sammenlignet med samme periode i 2024. Elbiler var den eneste drivmiddeltype, der steg i markedsandele, imens de øvrige faldt. Dermed var to ud af tre nye solgte personbiler i årets første seks måneder en elbil.

Den positive vækst i første halvårs salg af nye personbiler samlet set gælder ikke kun for Danmark. Også i både Norge og Sverige har de oplevet en markant forbedring af nybilsalget, hvor førstnævnte især skilte sig ud med en vækst i nybilsalget på mere end 23 pct.

Det skyldes blandt andet en række bilkampagner med tilbud om lav eller ingen rente på nybilkøb samt at rentenedsættelser har betydet flere penge mellem hænderne på nordmændene.

Danmark har imidlertid set stærkest ud på vækstraten for elbilsalget blandt sine nordiske naboer. Ingen er i tvivl om, at det norske elbilsalg er det stærkeste i verden, og med elbilers markedsandel på 97 pct. af nybilsalget i juni måned, cementerede markedet denne verdensførende position. Men elbilers andel af det danske nybilsalg udgjorde i juni 2025 29 procentpoint mere end samme måned blot to år tidligere.

I samme periode er den norske elbil-andel af nybilsalget steget med 15 procentpoint (denne kan i sagens natur ikke stige med samme hast), den svenske elbil-andel er steget med 0,5 procentpoint, imens den finske elbil-andel er faldet med 0,2 procentpoint.

Danmarks personbilbestand er også i år blevet større. I slutningen af juli måned var bestanden af personbiler således oppe på cirka 2,9 millioner biler, hvilket er en stigning på cirka to pct. i forhold til samme tidspunkt året før.

På fem år er personbilbestanden vokset med otte pct., og i samme periode er elbilernes andel gået fra én pct. til 16 pct. Hver femte bil i den danske bilpark er dermed en opladelig personbil.

Deler vi personbilbestanden op i nyere biler op til fem år gamle, og ældre biler i alle dem, der er ældre end fem år, er der sket et markant skift i drivmiddel-sammensætningen.

Hvor der i 2020 kun var cirka 16.000 nyere elbiler i bestanden, er der i dag mere end 400.000 nyere elbiler. Derimod ”mangler” der cirka 645.000 nyere konventionelle benzin- og dieselbiler, som landets værksteder ikke længere skal servicere og reparere. Til gengæld er der cirka 300.000 flere af de ældre konventionelle biler i år end der var i 2020.

Skadesområdet så en tilbagegang i aktiviteten, idet der blev takseret seks pct. færre bilskader i første halvår af 2025 i forhold til samme halvår i 2024. Tilbagegangen i skadesområdets aktiviteter kommer efter en periode med vækst tre år i træk for årenes første halve år.

Nogle af forklaringerne på udviklingen er blandt andet en mildere vinter og flere assistentsystemer i bilparken.

Kenneth L. Hjorth-Hansen

Kenneth L. Hjorth-Hansen

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3302
  • Mobil +45 4141 7791
  • E-mail klhh@di.dk

Relateret indhold