Styrket dialog mellem DI og SKI
Brancher på tværs af DI kom helt ind i SKI’s maskinrum, da SKI’s ESG- og udbudsdirektør var på besøg og gik i dybden med SKI’s strategi, services og indkøbssystemer.
Staten og Kommunernes Indkøbsservice A/S' (SKI) var i sidste uge inviteret ind til Industriens Hus, for at holde et oplæg for DI’s udbudsgruppe, hvor DI Bilbranchen er repræsenteret.
Formålet med mødet var delvist at blive klogere på SKI’s arbejde og opdrag, ligesom en tættere dialog mellem DI’s brancher og SKI var på dagsordenen.
Under sin præsentation kom ESG- og udbudsdirektør, Katrine Pape Huldahl, blandt andet godt omkring SKI’s dynamiske indkøbssystemer, herunder til indkøb af køretøjer, og deres kunders og leverandørers erfaringer med systemet. Derudover var det også et oplagt forum at diskutere, hvordan SKI's aftaler fremover bedst kan balancere sund konkurrence og innovation samtidig med en overkommelig administrativ omkostning, når offentlige indkøbere laver udbud.
Positiv start på det nye system
DI Bilbranchen har fulgt udrulningen af det dynamiske indkøbssystem tæt de seneste år, og senest den nye aftale for Biler. Det er DI Bilbranchens generelle opfattelse, at SKI’s medarbejdere er gode til at vejlede leverandørerne, herunder DI Bilbranchens medlemmer, når der er behov for hjælp i hverdagen.