Foto: Bilbranchen
17.09.25 DI Bilbranchen Nyheder

Nye fælles retningslinjer skal sikre et stærkere samarbejde om forsikringsskadede køretøjer

Den opdaterede vejledning og retningslinjerne heri skal styrke samarbejdet og sikre endnu bedre løsninger for både kunder, værksteder og selskaber.

Hvert år samarbejder forsikringsselskaber og bilbranchen om at reparere hundredtusindvis af biler for danske bilejere. Mange skader løses gnidningsfrit, men indimellem opstår der udfordringer.

For at styrke samarbejdet og sikre endnu bedre løsninger for både kunder, værksteder og selskaber har branchens organisationer nu gået sammen om at opdatere de fælles retningslinjer.

I mere end 10 år har der eksisteret et sæt retningslinjer for samarbejdet, men de har ikke tidligere været tilpasset branchens udvikling. Det har ni organisationer ændret på gennem et tæt og konstruktivt samarbejde, og resultatet er et moderne og brugbart værktøj, der nu bliver offentliggjort.

De nye retningslinjer beskriver typiske situationer, som kan opstå i hverdagen – og giver samtidig konkrete forslag til, hvordan de kan løses på en fair og ensartet måde. Dermed skabes et fælles grundlag, som både værksteder og forsikringsselskaber kan støtte sig til.

Fokus er på otte centrale områder, som har stor betydning for samarbejdet, herunder blandt andet totalskadede biler, brug af alternative reservedele, brug af genbrugsdele og lånebiler.

Der er samtidig en række tilføjelser og ændringer i retningslinjerne, som vil gøre arbejdsgangen nemmere for især værkstederne.

  • Under pkt. 6: Her er det indført, at ’Værkstedet har ret til at oplyse ejeren af bilen om reparationens karakter og kan indgå i dialog ifm. ydelser, der går ud over forsikringsdækningen.’ På den baggrund kan værkstedet f.eks. oplyse, hvilke dele forsikringsselskabet ønsker at betale for, samt tilbyde en reparation med f.eks. nye dele eller originale dele og med en merpris. Dette har ikke tidligere været muligt. 
  • Totalskadede biler: Hvor der ikke er tvivl om, at bilen er totalskadet, bør bilen leveres direkte til autogenbrugerne udenom værkstederne og værkstederne bør kompenseres for arbejdet, der er udført ifm. totalskadefastsættelsen.
  • Ved reparerede biler: Understreges det, at bilen skal repareres, så den  er i samme stand som før skaden indtrådte.

Retningslinjerne er samtidig et levende dokument, der løbende vil blive opdateret i takt med, at nye behov og udfordringer opstår.

- Parterne er enige om at udbrede kendskabet til retningslinjerne og opfordre til, at de bruges aktivt – med det klare mål at styrke samarbejdet og skabe de bedste rammer for alle parter, lyder det fra organisationerne bag vejledningen.

Den fælles vejledning er resultatet af et godt samarbejde på tværs af hele bil- og forsikringsbranchen. Alle centrale aktører har været med – fra forsikringsselskaber og bilforhandlere til værksteder, karrosseribyggere, autolakerere, autogenbrugere, leverandører af reservedele, dækbranchen og repræsentanter for små og mellemstore virksomheder.

De deltagende organisationer er i alfabetisk rækkefølge:

  • Autig – Autobranchens Handels- og Industriforening i Danmark
  • AutoBranchen Danmark
  • DAG – Dansk Autogenbrug
  • Dansk Bilbrancheråd
  • DI Bilbranchen
  • Dækbranchen Danmark
  • F&P – Forsikring & Pension
  • SKAD – Køretøjsbygge- og Autoskadesbranchen i Danmark
  • SMV Danmark
Kristina Weile

Kristina Weile

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 4882
  • Mobil +45 2646 5260
  • E-mail kriw@di.dk

Relateret indhold