Foto: DI Bilbranchen
17.09.25 DI Bilbranchen Nyheder

Transportministeren sløjfer uddannelseskrav for lastbilsælgere og -mekanikere

Fremover er det nemmere for lastbilsælgere og -mekanikere at hente og levere lastbiler for deres kunder, da de ikke længere skal have chaufføruddannelsesbevis. DI Bilbranchen kvitterer for ministerens lydhørhed.

På et møde i Padborg Transportcenter med deltagelse af blandt andre DI Bilbranchens direktør, Thomas Møller Sørensen, gav transportminister Thomas Danielsen (V) en status på en række relevante transportpolitiske emner og gennemgik desuden ministerens planer for forenkling af en række regler og krav.

Under det sidste punkt kunne ministeren til DI Bilbranchens store glæde fortælle, at lastbilsælgere og -mekanikere fremover undtages fra uddannelseskravet til chauffører.

Det betyder, at lastbilsælgeren, der leverer en lastbil til en ny ejer, eller mekanikeren, der skal flytte en lastbil, fremover kan gøre det uden, at de skal leve op til samme krav, som en chauffør, der kører med gods. 

Reglerne for uddannelseskrav kommer af EU’s uddannelsesdirektiv, men ministeren sikrer nu, at Danmark ikke overimplementerer direktivet, så reglerne bliver en unødvendig byrde for alle dem, der ikke arbejder som chauffør.

- Det er unødvendigt, at sælgere og mekanikere skal opfylde de samme krav som lastbilchauffører. Reglerne skal være mere enkle, og give mening for dem, der arbejder under dem. Derfor undtager vi nu lastbilsælgere og -mekanikere fra uddannelseskravet til chauffører, så både de og deres arbejdsgiver slipper for unødvendigt besvær, siger transportminister Thomas Danielsen.
- Stor ros til Thomas Danielsen for fra start at forstå det urimelige i uddannelseskravet og derefter sætte gang i den nødvendige proces. Det her kommer til at spare vore lastbilmedlemmer for mange penge og ikke mindst megen tid, siger Thomas Møller Sørensen, DI Bilbranchen.

Færdselsstyrelsen har opdateret deres vejledning, og de nye regler gælder fra dags dato.

Kenneth L. Hjorth-Hansen

Kenneth L. Hjorth-Hansen

Fagleder, Eftermarked, Analyse & Lastbiler

  • Direkte +45 3377 3302
  • Mobil +45 4141 7791
  • E-mail klhh@di.dk

Relateret indhold