Imponerende dansk udrulning af elbiler kan fortsætte
Det danske elbilsalg er steget mere end noget andet EU-land. Ekspertgruppe giver mulighed for at fastholde førerpositionen og forsætte den grønne omstilling af bilparken.
Elbilernes andel af nybilsalget er steget markant de seneste år. 2025 cementerede tendensen, hvor syv ud af ti nye solgte personbiler var en elbil. Det er 17 procentpoint højere end året før, hvor cirka halvdelen af nybilsalget var udgjort af elbiler.
Samme tendens oplevede det danske marked i importen af brugte elbiler. Her gik elbilernes andel fra at udgøre halvdelen af alle brugtimporterede personbiler for blot tre år siden til i 2025 at udgøre mere end ni ud af ti nye brugtimporterede personbiler. Det er vel at bemærke i en periode, hvor den samlede brugtbilimport samtidig er steget med mere end 125 pct. Således var kun fire pct. af den samlede brugtbilimport andet end elbiler, imens elbiler udgjorde resten af importen.
Derfor er elbilerne nu også begyndt at udgøre en betydelig andel af den samlede bilpark. I den seneste femårige periode er elbilbestanden således gået fra at udgøre et par procent til at udgøre tæt på hver femte personbil i bilbestanden.
Samtidig er bestanden steget med 4,4 pct. og har nu rundet mere end 2,9 millioner personbiler i den danske bilbestand. Isolerer vi antallet af elbiler i bestanden, var der ved årets begyndelse i omegnen af 541.000 elbiler i den danske bilbestand, hvilket svarer til 18,6 pct. af den samlede bestand.
Danmark er kun overgået af Norge på listen over europæiske lande med den hurtigste grønne omstilling af nybilsalget. Hvor Danmarks 69 pct. af nybilsalget i perioden januar-november 2025 var elbiler lå samme andel i Norge på 96 pct. Dermed topper Danmark listen over EU-landes udrulning af elbilsalget blandt alle nye solgte personbiler.
Længere nede på listen er det også de øvrige nordiske lande som Island, Finland og Sverige, der topper den europæiske liste over flest elbiler i nybilsalget. De nordiske lande har det tilfældes, at de alle understøtter elbilsalget med økonomiske incitamenter for enten køb eller ejerskab af elbilerne – herunder også fordele ved firmabilbeskatning1.
Sammen med Norge og Finland udmærker Danmark sig imidlertid også på brugtbilimporten, hvor elbilsalget også har haft en markant betydning. Ser vi således på de seneste syv år, er importen af brugte elbiler steget markant i de tre lande, imens den er halveret i Sverige efter afgiftsændringerne i 2022.
Elbilerne udgjorde dermed mere end ni ud af ti af alle brugtimporterede personbiler i Danmark sidste år, imens samme tal i Norge og Finland var henholdsvis 63 pct. og 53 pct. Det viser et tydeligt billede på den store efterspørgsel på nyere elbiler, der gennemsyrede det danske bilmarked sidste år.
Heller ikke i hverken Sverige eller Holland, som ligger højt på listen over lande, der har store andele elbiler i nybilsalget, er der samme appetit på importen af brugte elbiler. Her udgjorde brugtimporterede elbiler til Sverige blot ca. fem pct. af alle brugtimporterede personbiler i de første 11 måneder af 2025, imens samme andel lå på omkring fire pct. for første halvår af 2025 i Holland (senest offentliggjorte tal ved udgivelse).
Den grønne omstilling af bilparken har med andre ord taget til i fart de seneste par år, der gør, at Danmark løber fra resten af Europa – med undtagelse af Norge. Det skal ses i sammenhæng med, at den generelle europæiske efterspørgsel på elbiler har udviklet sig mindre positivt end ventet.
Derfor gav EU Kommissionens lovgivningspakke fra 16. december 2025 også en del diskussioner på tværs af Europa om hastigheden i den grønne omstilling i de kommende 10-15 år. Kommissionen havde med lovgivningspakken til hensigt at balancere en mere konkurrencedygtig europæisk bilindustri med fortsat høje klimaambitioner. Dermed foreslog Kommissionen blandt andet at forlænge perioden for, hvornår salget af nye konventionelle benzin- og dieselbiler skal stoppe.
Skulle Kommissionens forslag blive stemt igennem uændret, vil det formodentlig have ingen eller meget lille indvirkning på det danske bilsalg, der allerede ti år inden det oprindelige 2035-mål (for salget af de sidste konventionelle biler), som tidligere nævnt, består af ca. 70 pct. elbiler. Dermed er markedet på både udbuds- og efterspørgselssiden godt i gang med omstillingen til elektriske køretøjer, hvorfor det er usandsynligt, at elbilerne vil blive markant mindre attraktive for markedet.
I en dansk kontekst vil farten i den grønne omstilling af bilparken til gengæld være stærkt afhængig af resultatet fra regeringens nedsatte ekspertgruppe om bilafgifter. Ekspertgruppen, der blev nedsat i forlængelse af finanslovsaftalen for 2026, skal se på indretningen af bilbeskatningen, og hvordan den mest hensigtsmæssigt kan tilrettelægges fremadrettet med henblik på at understøtte den fortsatte udbredelse af elbiler i Danmark. Formålet er således at tilvejebringe et fagligt grundlag for politiske drøftelser om udformning af den fremtidige bilbeskatning i Danmark.
DI foreslår ny bilbeskatning
DI vil overfor ekspertgruppen anbefale permanent at afskaffe registreringsafgiften på elbiler og i stedet hæve ejerafgiften samt indføre en vejafgift.
Den mere end 100 år gamle og værdibaserede registreringsafgift på biler i Danmark er utidssvarende og ineffektiv. Afgiften straffer ny teknologi til skade for klima og trafiksikkerhed, medfører enorm administration i både staten og i branchen og gør danskernes biler dyrere, da både bil og registreringsafgift skal finansieres.
Ved permanent at fjerne registreringsafgiften på elbiler og i stedet beskatte dem løbende, vil registreringsafgiften og alle dens uhensigtsmæssigheder over en årrække blive helt udfaset – sammen med de fossile biler.
Timingen for at gennemføre en sådan model, bliver aldrig bedre end netop nu. Tidligere har statens indtægter og vælgernes reaktion stået i vejen, men det høje salg af elbiler i de seneste år har fjernet begge forhindringer. Statens indtægter fra afgiften er rekordlave og langt de fleste elbiler, der er solgt i de seneste år, er solgt uden registreringsafgift.