Foto: Pikwizard
02.02.26 DI Bilbranchen Nyheder

Bilsalget 2025: Store forandringer på tværs af bilmarkedet

For tredje år i træk steg det samlede nybilsalg. Men året viste markante ændringer i forhold til tidligere år, hvor både elbiler og de konventionelle biler bidrog til den grønne omstilling af bilsalget.

Sidste års nybilsalg steg igen for tredje år i træk. Dermed landede nybilsalget på i alt 184.600 nyregistrerede personbiler, der er det højeste siden 2021. Stigningen i nybilsalget i 2025 endte således på ca. syv pct. i forhold til 2024. Det var imidlertid kun én drivmiddeltype, der bar personbilsalget frem, imens de resterende mistede markante markedsandele. Således endte nybilsalget i 2025 med at bestå af 69 pct. elbiler, hvilket er en stigning på 18 procentpoint i forhold til året før.

Anm.: Procenterne i søjlerne indikerer drivmidlets andel af årets samlede nybillsalg. Der er kun angivet procenter fra ti pct. og op.

Kilde: DI Bilbranchen på baggrund af tal fra bilstatistik.dk.

Samtidig faldt benzinbilers, dieselbilers og pluginhybridbilers andele med henholdsvis 14 procentpoint, 2 procentpoint og 2 procentpoint. Dermed udgjorde benzinbiler 24 pct. af det samlede nybilsalg sidste år, imens dieselbiler og pluginhybridbiler udgjorde henholdsvis fem pct. og tre pct. af nybilsalget i 2025.

Stigende efterspørgsel på ikke-opladelige hybridbiler

Isoleres hybridbilerne i benzin- og dieselsegmenterne – det vil sige de ikke opladelige hybridbiler inklusiv mildhybrid, der primært drives af benzin eller diesel - udgjorde denne biltype ca. 14 pct. af det samlede nybilsalg i 2025.

Det svarer til, at tæt på halvdelen af alle nye benzinbiler og halvdelen af alle nye dieselbiler, der blev solgt i 2025 var en ikke-opladelig hybridbil. Året forinden udgjorde de ikkeopladelige hybridbiler henholdsvis 39 pct. og 38 pct. af alle nyregistrerede benzinbiler og dieselbiler, imens de for fem år siden udgjorde blot henholdsvis 18 pct. (benzinbiler) og syv pct. (dieselbiler).

Anm.: Hybridbiler er her både HEV- og MHEV-biler, der begge ikke kan oplades med opladningsstik i modsætning til pluginhybridbiler og elbiler. Procenterne i søjlerne indikerer hybridbilernes andel af årets samlede nybilsalg af henholdsvis benzinbiler (blå søjler) og dieselbiler (grønne søjler).
Kilde: DI Bilbranchen på baggrund af tal fra bilstatistik.dk.

Den grønne omstilling af nybilsalget består således ikke alene af, at bilkøberne rykker fra benzin- og dieselbiler til elbiler. Den består samtidig af, at de tilbageværende benzin- og dieselbiler i større grad bliver mere energieffektive med batteriteknologien som hjælpemiddel.

Stor sammenhæng mellem elbilsalget og antal modeller på markedet

Den største faktor i nybilsalgets grønne omstilling er naturligvis det markante elbilsalg, der endte på et rekordhøjt niveau i 2025 med et bilsalg på 126.500 nye elbiler. Som tidligere nævnt var tæt på syv ud af ti af alle nye solgte personbiler således en elbil sidste år, hvilket var en stigning på 42 pct. fra 2024 til 2025.

Anm.: Udbudte modeller er talt ved de nyregistrerede personbilmodeller med én eller flere registreringer på bilstatistik.dk. Dermed figurerer alle former for nyregistrerede personbiler – herunder blandt andet også golfvogne, der udgør en marginal del af det samlede udbud. I den seksårige periode i grafen er korrelationsgraden mellem antal udbudte elbilmodeller og antallet af solgte nye elbiler 0,98 hvilket indikerer en stærk positiv korrelation. Samtidig er forklaringsgraden på 0,96.
Kilde: DI Bilbranchen på baggrund af tal fra bilstatistik.dk.

Den markante stigning i salget af nye elbiler hænger især sammen med, at udbuddet af elbilmodeller er steget markant. Da elbilsalget lå omkring 28.000 nyregistreringer i 2022 var antallet af udbudte elbilmodeller i samme år 110 forskellige elbilmodeller. I 2025 hvor salget som nævnt rundede 126.500 var der i alt 216 udbudte elbilmodeller. Dermed udgjorde antallet af udbudte elbilmodeller mere end halvdelen af alle udbudte bilmodeller på det danske nybilmarked i 2025, hvilket var blot 42 pct. året før.

Bilmærkernes salg i 2025

Den store stigning i antallet af nye solgte elbiler gav sig naturligvis også til udtryk i salget af de mest populære bilmærkers nye personbiler. For de 15 mest populære bilmærker blev der i gennemsnit solgt ca. 10.500 nye personbiler i 2025. Den gennemsnitlige elbil-andel iblandt de 15 mest populære bilmærker var - lige som det samlede nybilsalg - 69 pct., svarende til ca. 7.400 nyregistrerede elbiler.

Anm.: Gennemsnittet indikerer det gennemsnitlige antal elbiler registreret blandt de 15 mest solgte bilmærker samlet set for hele 2025. Procenterne inde i de grønne søjler indikerer den samlede elbil-andel af alle nyregistreringer for det pågældende bilmærke i 2025.
Kilde: DI Bilbranchen på baggrund af tal fra bilstatistik.dk.

Men selvom den gennemsnitlige elbil-andel blandt de 15 mest populære bilmærker ligger relativt højt, ser vi stadig mærker som eksempelvis Cupra, Toyota og Nissan på listen, der havde en relativt lav andel af elbiler i deres nybilsalg. Fælles for de tre mærkers salg i 2025 var imidlertid, at de havde en relativt høj andel af ikke-opladelige hybridbiler med benzinmotor, hvor de to sidstnævnte mærker blandt andet oplevede, at lidt mere end halvdelen af deres nybilsalg i 2025 bestod af disse ikke-opladelige hybridbiler.

Danskerne køber i højere grad SUVer, i mindre grad små biler

Det er ikke kun i drivmiddeltyperne, at bilsalget ændrer sig. Segmenterne har også skiftet markedsandele de seneste år, hvor især mange af de mindste biler er forsvundet ud af nybilsalget.

Anm.: Udviklingen angivet med pile og procenter over segmenternes søjler indikerer udviklingen henover den femårige periode fra 2021 til 2025.
Kilde: DI Bilbranchen på baggrund af tal fra bilstatistik.dk.

Derimod er SUV-segmentet blevet markant større i den seneste femårige periode, idet der stort set er en direkte overførsel af mistede andele fra de mindste biler til vundne markedsandele for det mellemstore SUV-segment. Samtidig har også de større SUV’er taget markedsandele.

Anm.: Data er for salget af nye personbiler.
Kilde: DI Bilbranchen på baggrund af tal fra bilstatistik.dk.

Når det samlede nybilsalg i 2025 således består af 69 pct. elbiler er det således tre segmenter, der trækker gennemsnittet nedad, idet de små biler, de mellemstore og de store biler gennemsnitligt bestod af henholdsvis 51 pct., 66 pct. og 53 pct. Havde det ikke været for disse tre segmenter, som samlet set står for 25 pct. af det samlede nybilsalg, havde de resterende segmenter præsteret en gennemsnitlig andel af elbiler på 75 pct.

Kenneth L. Hjorth-Hansen

Kenneth L. Hjorth-Hansen

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3302
  • Mobil +45 4141 7791
  • E-mail klhh@di.dk

Relateret indhold