Sådan må du bruge prøveskilte
Find vej til alle reglerne om anvendelse af prøveskilte.
Motorstyrelsen har udsendt en ”vejledning” omkring brugen af prøveskilte, som er meget kort. DI Bilbranchen vurderer, at der i medlemsvirksomhederne kan være behov for yderligere information og har derfor uddybet vejledningen her.
Hvem må anvende prøveskilte?
Et prøveskilt må kun bruges af den, der har fået udleveret prøveskiltet og dem, der er ansat hos denne. Det er kun personer, hvor der foreligger en ansættelseskontrakt på almindelige vilkår mellem den, der har fået udleveret prøveskiltet, og den pågældende person eller personer, hvor indehaveren af prøveskiltet på anden måde kan dokumentere, at der er tale om et reelt ansættelsesforhold, der anses som ansat. Ansatte i koncernforbundne selskaber anses som ansat i samtlige koncernforbundne selskaber. Frivillige, venner og bekendte, der ind i mellem hjælper til, og hvor der ikke er et fast tilknytningsforhold, anses ikke for ansatte.
Formålet er at sikre, at uvedkommende ikke bruger prøveskilte, og at det ved kontrol kan undersøges, om føreren er berettiget til at bruge prøveskiltet. Hvis der ikke foreligger en ansættelseskontrakt skal prøveskilteindehaveren på anden måde dokumentere, at der er tale om et reelt ansættelsesforhold.
Ved demonstrations- eller prøvekørsel med et køretøj, der kan medtage passagerer, kan køretøjet føres af de personer, som er nævnt ovenfor, hvis prøveskilteindehaveren eller en ansat hos denne befinder sig i køretøjet under kørslen. Derudover kan køretøjet udlånes til selvstændig demonstrations- eller prøvekørsel, hvis kørslens varighed ikke overstiger 3 timer, og der under kørslen er medbragt dokumentation for, at udlånet ikke overstiger 3 timer. Denne dokumentation kan kun ske på en blanket, der er godkendt af Motorstyrelsen, medmindre Motorstyrelsen har tilladt, at dokumentationen kan ske på anden vis, herunder digitalt. Udfyldte blanketter skal opbevares af indehaveren af prøveskiltet i mindst 3 måneder efter, at kørslen har fundet sted.
Prøveskilte må udelukkende må bruges af den, der har fået udleveret prøveskiltet og dem, der er ansat hos denne. Det vil sige, at en synsvirksomhed ikke må anvende prøveskilte eller prøvemærker, som ikke er udleveret til denne. Det er kun medarbejdere fra Færdselsstyrelsen, der prøvekører køretøjet ved en besigtigelse, som Motorstyrelsen har indkaldt til, og her er det tilladt, at medarbejderen testkører køretøjet med prøveskilte. En virksomhed kan ikke låne en anden virksomheds prøveskilte.
Hvordan skal prøveskilte placeres?
Som for almindelige nummerplader til person- og varebiler, skal prøveskilte placeres uden på køretøjets for- og bagende. Prøveskilte skal være placeret, så de er i læsbar stand.
Til hvilke formål, må prøveskilte anvendes?
Prøveskilte må kun bruges til midlertidig eller lejlighedsvis kørsel til følgende formål:
- Afprøvning og indstilling af et nyt køretøj, men ikke til tilkøring af køretøjet.
- Kørsel i forbindelse med import eller eksport af et køretøj til eller fra det sted her i landet, hvor importøren eller eksportøren har adresse, herunder virksomhedsadresse.
- Prøvekørsel i anledning af reparation af et køretøj, men ikke til tilkøring af et istandsat køretøj.
- Afhentning eller udbringning af et køretøj i anledning af reparation, leasing, køb, salg eller klargøring.
- Kørsel, der er nødvendig i forbindelse med registrering eller godkendelse af et køretøj.
- Overførsel af et køretøj til anden forhandler, anden leasingvirksomhed, andet udsalgs- eller udstillingssted eller lager. Et demonstrationssted, der ikke hører under færdselslovens område, hvor køretøjet præsenteres for publikum i salgsøjemed, f.eks. en væddeløbsbane eller en dyrskueplads, sidestilles med et udstillingssted.
- Demonstrationskørsel af et køretøj for en forhandler eller leasingvirksomhed eller personale hos disse.
- Demonstration- eller prøvekørsel af et køretøj i anledning af salg eller leasing. Kørslen må kun finde sted efter forudgående anmodning i hvert enkelt tilfælde fra en mulig køber eller leasingtager.
- Optagelse af fotografier eller film af et køretøj. Kørslen må kun foretages af en fabrikant, importør eller virksomhed, der sælger køretøjer eller udbyder køretøjer til leasing, og kun for at fremstille reklamemateriale for køretøjet.
- Prøvekørsel af et køretøj i anledning af udarbejdelse af en artikel efter aftale med et medie. Kørslen må kun foretages af journalister med motorstof som hovedområde.
Du skal være i stand til under kørslen at dokumentere, at kørslen med prøveskilte, opfylder et af de lovlige formål. Ud over ”køresedler” kan dokumentationen bestå af synsindkaldelse, kvittering af booking af syn, dokumentation for aftale vedr. afhentning/udbringning, reparationsaftale, aftale om distribution af et køretøj fra en forhandler til en anden m.m.
Hver enkel kørsel med prøveskilte vurderes konkret og individuelt. I visse tilfælde vil det kun være muligt at dokumentere, at kørslen er omfattet af et af de i loven tilladte formål efterfølgende. Motorstyrelsen vil forvente, at en sådan dokumentation kan fremvises eller fremsendes i umiddelbar forlængelse af kørslen.
Læs mere her: I.A.5.11 Særlige nummerplader
Læs mere her: Orientering om brugen af prøveskilte