Industrial Accelerator Act: Dette ved vi indtil videre
EU-Kommissionen bevæger sig på en knivsæg, lyder det fra DI Bilbranchens direktør.
For at styrke Europas konkurrenceevne og teknologiske suverænitet fremlagde EU-Kommissionen for nylig forslaget til 'Industrial Accelerator Act' (IAA), og forhandlingerne skal nu i gang i Europa-Parlamentet og Ministerrådet.
Hvor EU-Kommissions anden store lovpakke, 'the Automotive Package', der omhandler initiativer specifikt for bilsektoren, er IAA skabt for at skabt for at fremme grønne og strategisk vigtige teknologier samt styrke produktionen i Europa på tværs af flere vigtige sektorer.
Helt centralt i forslaget er nye krav om europæisk produceret indhold når det drejer sig om cement, aluminium samt biler, i forbindelse med offentlige udbud. Fremover skal leverandører for eksempel dokumentere, at en større andel af deres produkter eller komponenter er fremstillet inden for EU. Formålet er at gøre de europæiske værdikæder mere robuste, styrke den grønne omstilling og sikre, at strategisk vigtige industrier får bedre rammevilkår.
- Det er en meget vanskelig balance, EU forsøger at holde. På den ene side vil man gerne sikre europæiske arbejdspladser og europæiske investeringer i fremtidens teknologier, herunder ikke mindst i bilindustrien. På den anden side vil man ikke skade europæisk eksport, siger direktør Thomas Møller Sørensen, DI Bilbranchen.
Vil påvirke bilbranchen herhjemme bredt
For danske underleverandører til bilindustrien er der allerede nu både fordele og udfordringer at spore. Kravet om europæisk produceret indhold giver danske producenter mulighed for at vinde markedsandele tilbage, da bilfabrikker i højere grad vil efterspørge EU-baserede komponenter frem for import fra eksempelvis Asien. Omvendt kan virksomhederne opleve øgede administrative krav og omkostninger, når produktionskæder og delenes oprindelse skal dokumenteres.
Danske bilforhandlere kommer også til at mærke de nye krav, såfremt lovforslaget gennemføres i sin nuværende form. Udvalget af tilgængelige biler og bilmærker kan ændre sig, hvis producenter og importører omlægger deres leverandørnetværk for at opfylde kravene. Samtidig kan priserne blive påvirket af højere produktionsomkostninger, ligesom det kan få betydning for udbudsprocesser til for eksempel stat og kommuner.
- Som ventet har forslaget fra Kommissionen fået blandede reaktioner i den europæiske bilindustri. Bilproducenter uden markedsandele i Kina er overvejende positive, mens bilmærker med betydelig aktivitet i Kina, er bekymret for konsekvenserne, siger direktør Thomas Møller Sørensen, DI Bilbranchen.
Lovforslaget ventes endeligt vedtaget i løbet af 2026. Implementeringen forventes herefter gradvist at ske – med fuld implementering fra 1. januar 2029.
DI Bilbranchen vil holde medlemmerne orienteret om forslagets udvikling undervejs.