Debat: Brug alternative reservedele klogt

Af Kenneth L. Hjorth-Hansen, DI Bilbranchen. Bragt i Motormagasinet 9. april 2026.

I disse år bliver der i stigende grad stillet krav til værkstederne om at anvende alternative reservedele i forbindelse med forsikringsskader. Udgangspunktet er til at forstå. Reservedele er blevet dyrere – ikke kun i bilbranchen, men på tværs af stort set alle sektorer efter en længere inflationsperiode. Forsikringsselskaberne leder derfor – helt legitimt – efter måder at dæmpe omkostningsudviklingen på.

Problemet opstår imidlertid, når løsningen bliver for enkel.

For alt for ofte er standardkravet fra forsikringsselskaber at bruge  flere alternative dele – også i relativt nye biler. I nogle tilfælde helt ned til tre år gamle biler. Og det uden, at der reelt stilles dokumenterede krav til, om delene faktisk lever op til samme kvalitet, sikkerhed og funktion som originale OEM-reservedele.

I kontrakter og samarbejdsaftaler står det typisk formuleret, at det er reservedelsleverandørens ansvar at kunne dokumentere, at en alternativ reservedel er af samme kvalitet som den originale. Men i praksis oplever værksteder ofte, at den dokumentation sjældent er til stede.

Og så står værkstedet dér: Som lus mellem to negle.

På den ene side stiller forsikringsselskabet krav om anvendelse af alternative dele. På den anden side har værkstedet det fulde ansvar for, at reparationen lever op til de gældende kvalitets- og sikkerhedskrav, og at bilen afleveres i samme stand, som før skaden opstod. Netop dette er tydeligt understreget i de nye fælles retningslinjer for reparation af forsikringsskadede biler, som både vi, F&P og en bred kreds af organisationer står bag.

Det ansvar må ikke udhules af forsikringsselskabernes omkostningsfokus.

For konsekvenserne rammer bredt. Værkstederne presses på indtjeningen i en forvejen stram forretning, hvor der er behov for investeringer i nyt udstyr, kompetencer og digitalisering. Bilejere risikerer lavere kvalitet – i nogle tilfælde med negative følger for fabriksgarantien. Og i sidste ende risikerer både værksted og forsikringsselskab en dårlig kundeoplevelse, der underminerer tilliden til hele værdikæden.

Det er, kort sagt, som at tisse i bukserne. Det varmer her og nu – men er ikke særligt fremadskuende.

Den uheldige udvikling understøttes systemmæssigt i Autoflex 2.0. Oprindeligt et både sympatisk og klogt tiltag, hvor brancherne i fællesskab fik sat struktur på brugen af genbrugte reservedele. Et konkret bidrag til den grønne dagsorden, hvor genanvendelse giver både miljømæssig og økonomisk mening.

Desværre er Autoflex løbende blevet udvandet ved i højere grad at omfatte alternative reservedele, som reelt ikke har noget med den grønne omstilling at gøre. Tværtimod. Mange af disse dele produceres langt fra Europa og transporteres via containerskibe, videre gennem komplekse distributionsled og til sidst ud til værkstederne. Det gør det umådeligt svært – hvis ikke umuligt – at dokumentere det samlede klimaaftryk på en troværdig måde.

Derfor foreslog vi også senest i Ekspertudvalget hos F&P, at alternative reservedele helt udgår af Autoflex. I vores øjne hører de ganske enkelt ikke hjemme i samme system som genbrugte dele med et dokumenteret grønt rationale.

Pris alene må ikke være styrende. Skadesreparationer er et komplekst område, hvor sikkerhed, kvalitet og ansvar går forud for kortsigtede besparelser. Derfor er det også afgørende, at værkstedets faglige vurdering vejer tungt. Det er dem, der står med ansvaret. Over for kunden. Over for bilen. Og i sidste ende over for trafiksikkerheden.

Hvis vi vil have bæredygtige og professionelt udførte skadesreparationer, kræver det, at vi tænker længere end til næste skadesopgørelse. Det kræver partnerskab frem for ensidig styring. Og det kræver, at vi er ærlige om, at billigt ikke altid er klogt.

Det centrale budskab er dette: Alternative reservedele uden tilstrækkelig kvalitets- og klimadokumentation er dårlig forretning. For bilejerne. For forsikringsselskaberne. Og for værkstederne.