Studietur gav indblik i Kinas bilteknologier og hverdagsinnovation
De kinesiske producenter er førende i udviklingen af fremtidens bilteknologier. Derfor tog 15 medlemmer fra DI Bilbranchen og DI på studietur sammen for at opleve Kinas elbilrevolution med egne øjne.
DI Bilbranchen rejste i april sammen med 15 medlemmer igen til Kina for at blive klogere på den udvikling, der lige nu former verdens bilindustri – med særligt fokus på teknologi og elektrificering. Deltagerne besøgte både Beijing og Shanghai og fik gennem messer, virksomhedsbesøg og workshops et konkret indtryk af, hvor hurtigt tingene rykker i Kina.
Læs om turens indhold og forløb nedenfor.
Dag 1 – Beijing: Auto China
Turen begyndte med et besøg på verdens største bilmesse, Auto China. Fokuspunkterne for årets messe var tydelige: Design, interiør, gadgets og især, selvfølgelig, kunstig intelligens i bilerne.
På messen fik vi et oplæg af Xpeng, der nu kan tilbyde syv selvkørende modeller udviklet til niveau 4, når lovgivningen tillader det. Xpeng arbejder strategisk med hurtig produktudvikling og udenlandsk ekspansion – og deres “flyvende bil” har allerede tiltrukket sig over 10.000 forudbestillinger. Hos LiAuto, der på kun ti år er vokset til 1,5 millioner producerede biler årligt, blev vi klogere på deres software- og AI-satsninger samt udrulning af ladeinfrastruktur. LiAuto overvejer aktuelt en entré i Norden og Danmark og er allerede i dialog med lokale distributører.
Efter en hel dag på messen stod det klart, at det kinesiske marked i dag sætter tempoet for elbilerne, hvor software og AI ikke længere kun er et konkurrenceparameter, men en forudsætning for adgang til markedet. Alt på messen indikerede, at vi er gået fra “EV-transformation” til et kapløb om integration, intelligens og økosystemkontrol.
Dag 2 – Beijing: Produktionsbesøg og forståelse af det kinesiske system
På dag to blev Xiaomis moderne bilfabrik i Beijing besøgt. Her blev delegationen budt velkommen af Jon Dove, Public Affairs-direktør i Kina. Under besøget var deltagerne vidne til en hypermoderne produktion, hvor 91 pct. af produktionen håndteres af robotter. På fabrikken produceres der i gennemsnit 1.500 biler dagligt. Xiaomi arbejder målrettet med at koble hus, bil og resten af brugerens hverdag sammen via deres platform, så det hele kan styres fra én device. Ved lanceringen af Xiaomis nye SUV, YU7, blev der på tre minutter registreret hele 200.000 forudbestillinger.
Dagen blev rundet af med besøg på Den Danske Ambassade, hvor politisk konsulent Andreas Brændgaard og DI’s politiske direktør i Kina, Peter Bøgh-Hansen, gav et indblik i de politiske rammer, samarbejdet med kinesiske myndigheder samt de økonomiske og sikkerhedspolitiske dagsordener, der præger Kinas udvikling frem mod 2035.
Dag 3 – Shanghai: Workshop og digitale løsninger
Førstedagen i Shanghai bød på en workshop med den anerkendte mobilitetsekspert Bill Russo, Automobility Ltd. Bill gav et stærkt billede af, hvordan Kina er gået fra at være en "follower" til en "super scaler" – ikke mindst ved at mestre hele værdikæden, fokusere målrettet på elektrificering, grønne teknologier og AI. Resultaterne af denne strategi kan nu aflæses i hele industrien, hvor Kina sætter standarden for innovation og skalering.
Senere på dagen stod den på besøg hos ARM Technology – en af verdens førende leverandører af blueprint til mikrochips. Thomas Molgaard gav et indblik i, hvordan ARM’s teknologi indgår i stort set alle internetforbundne enheder, og hvordan virksomheden nu tager næste skridt op ad værdikæden ved selv at starte en udvikling af de færdige mikrochip-designs.
Dagen blev afsluttet med en showroom-rundtur i Shanghai for at få en fornemmelse af, hvordan det er at handle med biler i Kina.
Dag 4 – Shanghai: Fokus på autonomi
Sidste dag bød på en spændende fremvisning af en autonom eVTOL (electric vertical take-off and landing) hos HYNFAR-UAM. Her præsenterede de deres multikopter, EH216-S. ”Dronen” har en hastighed på op til 130 km/t og kan flyve cirka 30 km på én opladning, og det giver i store urbane miljøer som f.eks. Shanghai store perspektiver for bl.a. akut hjælp i tætbefolkede områder eller hurtig transport mellem by og lufthavn.
Studieturen blev afsluttet med besøg på Baidu Apollo Park i Shanghai – verdens største testfacilitet for autonom kørsel. Baidu har udviklet selvkørende teknologi gennem mere end et årti og er nu på 6. generation af niveau 4-biler. Alle deltagere fik en prøvetur i de selvkørende biler ude på rigtige veje, hvilket gav en meget håndgribelig fornemmelse af, hvordan teknologien for alvor er klar.
En stor tak til DI Sense China for endnu en veltilrettelagt, inspirerende og udbytterig tur. Og tak til alle vores deltagende medlemmer fra DI Bilbranchen og Dansk Industri.